Millionsvindel i Socialstyrelsen

Paragraf 88 skaber højlydt diskussion - kan give Britta Nielsen længere straf

Paragraffen kan give Britta Nielsen en straf på op til 12 års fængsel.

Torsdag begyndte retssagen mod Britta Nielsen, der er tiltalt for bedrageri, dokumentfalsk og embedsmisbrug.

Strafferammen for groft bedrageri er op til otte års fængsel, men Anklagemyndigheden vil benytte sig af paragraf 88 i straffeloven, der i særligt grove tilfælde kan øge strafferammen med 50 procent.

Derfor risikerer hun 12 års fængsel.

Den paragraf vil Britta Nielsens forsvarsadvokat Nima Nabipour dog have fjernet fra sagen. Han mener ikke, at Britta Nielsens forbrydelser har været grove nok til, at denne paragraf tages i brug. Men det afviste retten torsdag i Københavns Byret.

Derfor bad forsvareren om lov til at drøfte spørgsmålet med Britta Nielsen, og da han kom tilbage til retssal 60, lød det:

- Hun vil gerne lade sig afhøre i dag, men kun omkring generelle spørgsmål – eksempelvis hendes opvækst og ansættelsesforhold. Men selve gerningsindholdet vil gøre, at vi kommer til at berøre spørgsmålet om paragraf 88, lød det fra Nima Nabipour.

Han foreslog derfor at udskyde spørgsmålet om paragraf 88 til fredag morgen.

Bekymrede for tidsplanen

Både anklageren og retsformanden problematiserede, at forsvareren ikke før retssagens begyndelse havde sat spørgsmålstegn ved brugen af paragraf 88. Begge parter var nervøse for, at tidsplanen for retssagen ville skride, hvis Britta Nielsens afhøring ikke blev påbegyndt torsdag.

Jeg tror godt, retten kan forholde sig til, at der er forskel på henholdsvis 8 og 12 års fængsel

Nima Nabipour, forsvarsadvokat for Britta Nielsen

- Jeg mener, det er uhensigtsmæssigt, og jeg kan blive lidt bekymret for tidsplanen. Det vil være umuligt at gå i gang med afhøringen af Britta Nielsen i dag, hvis hun ikke vil svare på de her ting, siger Kia Reumert, der er anklager ved Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK.

Forsvarsadvokaten mener dog, at det handler om langt vigtigere ting end en tidsplan.

- Jeg har forståelse for bekymringen angående tidsplanen, men jeg tror godt, retten kan forholde sig til, at der er forskel på henholdsvis 8 og 12 års fængsel, sagde Nima Nabipour.

Bliver afgjort fredag

Dernæst afbrød retsformanden forsvareren:

Den her bekymring er næppe noget, man er kommet i tanke om i går aftes

Retsformand Vivi Sønderskov Møller

- Den her bekymring er næppe noget, man er kommet i tanke om i går aftes, så det er stærkt uhensigtsmæssigt, at man ikke har givet udtryk for den noget tidligere, sagde retsformand Vivi Sønderskov Møller.

Nima Nabipour afviste, at Britta Nielsen slet ikke ville give forklaring, førend paragraf 88 eventuelt frafaldes.

- Sådan skal det overhovedet ikke forstås, sagde han.

Retsformanden besluttede dernæst, at anklager og forsvarer procederer for og imod brugen af paragraf 88 på retssagens dag to, fredag.

- Det er meget, meget beklageligt, at spørgsmålet om paragraf 88 først rejses nu, for det kommer til at besværliggøre den videre sagsgang, men sådan er det jo nogle gange, sluttede Vivi Sønderskov Møller, inden de to anklagere fra SØIK startede deres forelæggelse af sagen.

Torsdag kommer der altså ingen forklaring fra Britta Nielsen om selve svindlen, men kun om personlige forhold.

Det siger paragraf 88

Britta Nielsen er foruden bedrageri ”af særlig grov beskaffenhed” også tiltalt for at have udnyttet sin stilling i Socialstyrelsen til egen vinding (embedsmisbrug) og dokumentfalsk.

Britta Nielsen erkender ifølge sin forsvarsadvokat at have overført penge fra Socialstyrelsen til sig selv, men er ikke enig i perioden - 1993-2018.

Bedrageri giver op til otte års fængsel, men ved at benytte sig af paragraf 88 i straffeloven kan dette øges til 12 år, da paragraffen lyder:

- Under særdeles skærpende omstændigheder kan straffen overstige den højeste for nogen af lovovertrædelserne foreskrevne straf med indtil det halve.

Ifølge tiltalen indtastede Britta Nielsen egne kontonumre i Socialstyrelsens systemer og overførte ikke under 116.915.658 kroner til sig selv i perioden 1993 til 2018. Ifølge Socialministeriet drejer svindlen sig om cirka 121.000.000 kroner, men Britta Nielsen tilbageførte 3,8 millioner i 2016.

Pengene blev taget fra Satspuljen, hvilket, ifølge anklageskriftet, skete ikke mindre end 298 gange i perioden.

Hun blev anholdt i en hotellejlighed i Johannesburg 5. november 2018. Kammeradvokaten har foreløbigt fundet aktiver for lidt over fem millioner kroner i Britta Nielsens konkursbo.