Millionsvindel i Socialstyrelsen

Kollega om Britta Nielsen: - Hun var én af dem, der havde styr på det

Havde man i Socialstyrelsen spørgsmål til, hvad pengene i Satspuljen måtte bruges på, måtte man ofte have fat i Britta Nielsen.

Britta Nielsen var en kendt og vigtig person i Socialstyrelsen. Det fortæller en af hendes tidligere kollegaer, Elise Lyhne-Hansen.

Hun var torsdag mødt op ved Københavns Byret for at overvære retssagen mod den svindeltiltalte tidligere projektleder i Socialstyrelsen - også selvom hun hverken arbejdede i samme afdeling som Britta Nielsen eller kendte hende personligt.

Elise Lyhne-Hansen har faktisk kun talt i telefon med Britta Nielsen et par gange, men alligevel vidste hun allerede, hvem projektlederen var, længde inden anklagerne mod hende kom frem.

I Socialstyrelsen var det nemlig ofte Britta Nielsen, man måtte have fat i, hvis man havde spørgsmål til, hvordan Satspuljens tilskud til en lang række sociale projekter måtte bruges.

- Hvis der var noget, man var i tvivl om i Tilskudsadministrationen, kunne man altid høre hende, for det var hende, der ligesom havde styr på tingene, forklarer Elise Lyhne-Hansen.

Hvordan kunne hun få sig selv til det?

Ifølge Elise Lyhne-Hansen har det ikke påvirket hende specielt at se sin tidligere kollega fremstillet for retten. Hun er mødt op, fordi hun synes sagen i sig selv er spændende.

Britta Nielsen er tiltalt for embedsmisbrug, bedrageri og dokumentfalsk - blandt andet ved at overføre flere millioner kroner fra Socialstyrelsen til sin egen konto. Hun erkender tiltalen om dokumentfalsk, men hendes advokat henfører dog til en række uenigheder om, hvornår nogle af overførslerne er sket.

Selvom det for Elise Lyhne-Hansen er det praktiske i sagen, der er interessant, er der alligevel én ting, hun gerne vil høre Britta Nielsens svar på:

- Jeg ser frem til at høre, hvordan hun kunne få sig selv til det. Det er jo skatteborgernes penge, som skulle gå til forbedre forholdene for socialt udsatte.

Ifølge tiltalen overførte Britta Nielsen ikke under 116.915.658 kroner til sig selv i perioden 1993 til 2018.