Krimi

Mulig sprængning efterforskes af politi i Karlslunde

Politiet efterforsker en mulig sprængning på Vestsjælland. Arkivfoto.

Der er ikke meldinger om personskade i relation til mulig sprængning mandag i Karlslunde vest for København.

Anmeldelser fra lokalområdet har mandag fået politiet til at rykke ud i Karlslunde i forbindelse med en mulig sprængning.

Det fortæller vagtchef Boye Rasmussen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi undersøger, om der er tale om en form for sprængning. Men mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, siger vagtchefen kort før klokken 18.00.

Der er således ikke oplysninger om, hvad anmeldelserne konkret er gået på. Det er også uvist, hvilke skader der muligvis er sket i forbindelse med den mulige eksplosion.

- Vi kan ikke sige noget om ødelæggelser. Men der er umiddelbart ingen personskade, lyder det fra vagtchefen.

Hvordan den mulige sprængning er sket, er ved at blive efterforsket.

Visitationszoner

I København og på den københavnske Vestegn er der de seneste måneder sket en stribe eksplosioner. Det har rystet hovedstadsområdet og fået tre politikredse til at indføre visitationszoner.

Det drejer sig om Midt- og Vestsjællands Politi, Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi. Zonerne gælder en uge endnu.

Det er en verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet, der kobles sammen med de mange eksplosioner og sprængninger. For en uge siden gik det ud over en vandpibecafé på Amager.

Der er endnu ikke oplysninger om, hvorvidt den mulige sprængning i Karlslunde kan knyttes til bandekonflikten.