Teledata fra Emilie Meng-sagen er gendannet
Om de skæve mastedata kan have medført fejltolkninger i efterforskningen, ønsker Rigspolitiet ikke at svare på.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har genfundet de manglende teledata i sagen om drabet på 17-årige Emilie Meng fra Korsør.
Det skriver Politiken.
- Det betyder, at al rådata altså er tilgået efterforskningen af drabet på Emilie Meng, siger kommunikationsdirektør ved Rigspolitiet Anders Frandsen til avisen.
Om de potentielt fejlbehæftede mastedata kan have ledt politiet på vildspor i efterforskningen, ønsker Rigspolitiet ikke at svare på, men det er kendt, at politiet har indsamlet tre-fire millioner linjer teleoplysninger i forsøget på at identificere gerningsmanden.
- Detaljerede oplysninger om politiets efterforskning kan give gerningsmanden et indblik, som i værste fald vil kunne besværliggøre efterforskningen, siger Anders Frandsen i udtalelsen.
- Foruroligende
Familien Mengs bistandsadvokat, Mai-Brit Storm Thygesen, er nervøs for betydningen af de fejl- og mangelfulde teledata:
- Hvis man både har manglet teleoplysninger, og der har været fejl og afvigelser i de masteoplysninger, man har kigget på, så kan det jo betyde, at man har udelukket mistænkte eller vidner, fordi man har troet, de ikke var i nærheden. Det er meget foruroligende, siger Mai-Brit Storm Thygesen.