Faren efterlod et papir i printeren, inden han slog sine piger ihjel – var det kulminationen på en kæmpe nedtur?

Line og Marlene blev dræbt af deres far efter en langvarig kamp mellem forældrene. Her er begivenhederne, der førte til pigernes død i august 2011.

En udbrændt personbil på en øde skovvej. Rød-hvide afspærringsbånd og sortklædte betjente med POLIZEI skrevet i versaler på ryggen.

Dette gruopvækkende billede ramte de danske og tyske nyhedsmedier fredag 12. august 2011.

Tysk politi er talrigt til stede ved drabsstedet.
Tysk politi er talrigt til stede ved drabsstedet. Foto: TV 2

I bilen, som befandt sig i en skov vest for Berlin, var blevet fundet to børne-lig. De viste sig at tilhøre et par danske piger. Tiårige Marlene og niårige Line fra Nordjylland.

Gerningsmanden var pigernes far. Om natten havde han overhældt bilen med benzin og sat ild til den - mens pigerne sad og sov på bagsædet. Fastspændt med sikkerhedsseler i den aflåste bil.

Ved politiets ransagning af drabsmandens hjem i den lille, nordjyske by Øster Hurup fandt man tegn på, at huset var forladt i hast.

På køkkenbordet lå et brød, kniv og brødkrummer, og kaffemaskinen var tændt. I stuen var nogle børnetegninger spredt ud på et bord, og rundt omkring lå stykker af vasketøj smidt på gulvet.

I kontoret stod en kombineret kopimaskine og printer. Et enkelt stykke papir lå udskrevet i printerbakken.

Var det efterladt med vilje? Og var det årsagen til, at pigernes far kortsluttede?

Eksmandens liv smuldrede

square to 16x9
Christina Olsens eksmand Thue ses her ved gården i Øster Hurup, hvor han blev boende efter skilsmissen. Foto: Privatfoto

Selvom der nu er gået otte år siden tragedien, plages pigernes mor, Christina Olsen, stadig af uvisheden om, hvad der forvandlede hendes eksmand til morder.

I dokumentarserien ’Hvorfor slog du vores piger ihjel?’ forsøger hun at kortlægge begivenhederne i sine pigers sidste sommer for at undersøge, hvor det gik galt.

Det viser sig, at flere ting ramlede for hendes eksmand Thue op mod drabsdagen.

Han havde været arbejdsløs i et års tid og fik stadig sværere ved at betale terminerne på gården i Øster Hurup, som han og Christina i sin tid havde istandsat. Samtidig forliste forholdet til kæresten, som han havde været sammen med siden skilsmissen.

Thue fik den idé, at han ville flytte til Fredericia – næsten 200 kilometer sydpå – og begynde på en frisk. Pigerne havde adresse hos ham, så han var rent juridisk i sin gode ret til at tage dem med sig derned.

Han fik derfor Marlene og Line indskrevet i en skole i Fredericia, så de kunne begynde at gå der efter sommerferien.

Christina Olsen var betænkelig ved eksmandens flytteplaner. Hun og pigerne havde ellers fra starten været positive over for ideen, men efterhånden begyndte pigerne at give udtryk for, at de var kede af at blive revet ud af deres vante omgivelser.

Så hun henvendte sig til Statsforvaltningen for at få dem til at tage stilling til, hvor pigerne skulle bo.

Som sommeren nærmede sig, blev Thues planer dermed bragt i fare.

Nedenfor opridses forløbet i de sidste måneder før drabene.

Onsdag 1. juni – 72 dage før drabene

Christina Olsens yngste datter, Line, kommer trækkende med kufferten 1. juni 2011, hvor familien flytter ind i villaen i Als. Hun og storesøster Marlene glædede sig til at få hver sit værelse.
Christina Olsens yngste datter, Line, kommer trækkende med kufferten 1. juni 2011, hvor familien flytter ind i villaen i Als. Hun og storesøster Marlene glædede sig til at få hver sit værelse. Foto: Privatfoto

Christina Olsen og hendes nye mand, Mogens, flyttede ind i deres nye hus. Det var en stor, toetagers villa i byen Als, som lå blot seks kilometer fra Øster Hurup, hvor pigernes far boede.

Thue planlagde også at flytte i samme uge. Til Fredericia. Han havde lejet en lille ferielejlighed, og mandag 5. juni skulle pigerne begynde i den nye skole, så de kunne møde deres nye kammerater før sommerferien.

Da Thue kom som aftalt om fredagen for at hente børnene hos sin ekskone, nægtede hans yngste datter, Line, at tage med ham. Thue forsøgte at overtale hende. Men Christina modsatte sig, at Line skulle tvinges afsted.

Det udviklede sig til et skænderi mellem forældrene, og Thue truede med at tilkalde politiet, så de kunne sørge for, at han fik sin datter med. Men han foretog sig ikke videre i sagen. Kun Marlene tog med ham til Fredericia og begyndte i skolen om mandagen.

Tirsdag 14. juni – 59 dage før drabene

Thue havde gennem en længere periode ikke været i stand til at betale terminerne for gården i Øster Hurup. Om morgenen tirsdag 14. juni fik han et brev fra Retten i Aalborg om, at fogedretten på vegne af kreditforeningen anmodede om, at ejendommen blev sat på tvangsauktion.

Gården i Øster Hurup som Christina og Thue i sin tid købte og satte i stand. Her blev Thue boende efter parrets skilsmisse i efteråret 2009.
Gården i Øster Hurup som Christina og Thue i sin tid købte og satte i stand. Her blev Thue boende efter parrets skilsmisse i efteråret 2009. Foto: TV 2-screendump

Samme dag eskalerede også konflikterne mellem Thue og Christina, da han kom for at hente pigerne hos hende.

Ifølge Christina Olsen blev hun truet af Thue, der blandt andet sagde noget i stil med: ”Hvis du bliver ved med at presse mig, vil der ske de grusomste ting”. Truslerne angik angiveligt sagen om bopælsretten og datteren Lines modstand mod at flytte til Fredericia.

Umiddelbart efter konfrontationen med sin eksmand ringede Christina Olsen til politiet klokken 11.30 for at anmelde de verbale trusler.

Hun havde gennem et længere stykke tid optaget alle samtaler med eksmanden på diktafon, hvilket han var informeret om. Det skyldtes, at hun flere gange havde oplevet, at han blandt andet modsagde sig aftaler, som var indgået telefonisk.

square to 16x9

Politiet kontaktede efterfølgende Thue, som dog afviste, at han skulle have truet sin ekskone.

Mandag 4. juli – 39 dage før drabene

Thue havde arrangeret en tur til Disneyland i Paris sammen med pigerne og deres farmor. Men inden da henvendte han sig til Statsamtet for at skaffe sig myndighedernes opbakning til, at han havde krav på at få Line med til Paris. Statsamtet afgjorde, at Line skulle kunne tage med på rejsen, og at hun sammen med Marlene skulle afhentes klokken 15.00.

Da Thue ankom til huset i Als, begyndte Line at græde og ville ikke forlade sit værelse.

Christinas nye mand, Mogens, filmede Thue med sin mobil, så de havde en videooptagelse af episoden, hvis der skulle opstå problemer.

square to 16x9

Ifølge vidneudsagn fra en af Thues venner, Jens Bjerregaard Petersen, følte Thue sig dybt krænket over at være blevet filmet på den måde. Han opfattede det som et overgreb.

- Grunden til, at vi filmede ham, var, at han henover foråret og sommeren var begyndt at true mig. Vi havde flere gange oplevet problemer, som han efterfølgende benægtede. Men når jeg ser tilbage på det i dag, kan jeg da godt se, at det var provokerende, siger Christina Olsen.

Thue måtte opgive at få Line med til Paris. I stedet tog han derned sammen med sin mor og sin ældste datter, Marlene.

Fredag 15. juli – 28 dage før drabene

Efter turen til Paris ville Marlene ikke hjem til sin mor. Sådan lød beskeden fra Thue, da Christina som aftalt kom for at hente Marlene. Billedet er taget tidligere på sommeren i haven ved Christinas hus i Als.
Efter turen til Paris ville Marlene ikke hjem til sin mor. Sådan lød beskeden fra Thue, da Christina som aftalt kom for at hente Marlene. Billedet er taget tidligere på sommeren i haven ved Christinas hus i Als. Foto: Privatfoto

Mens Thue var i Paris sammen med Marlene og hendes farmor, kom afgørelsen fra Statsamtet om, hvor pigerne skulle bo: Christina fik tilkendt den midlertidige bopælsret over Line og Marlene. Det betød, at pigerne efter sommerferien skulle begynde i deres gamle skole igen.

Fredag 15. juli tog Christina sammen med sin nye mand, Mogens, og sin yngste datter, Line, ud for at hente storesøster Marlene hos hendes far. Men da de ankom, blev de, ifølge Christina Olsen, mødt af en meget vred Thue, der sagde: ”Hvorfor har du medbragt det svin?” (henvendt til Mogens, red.).

Marlene var der ikke, og Thue ville ikke oplyse, hvor hun var. Efterhånden eskalerede situationen mellem Christinas eksmand og hendes nye mand.

Christina Olsen ringede til politiet klokken 12.08. Herefter afslørede Thue, at Marlene var hos sin farmor på Sjælland. Politiet fik fat på Marlene. Hun ville dog ikke hen til sin mor, sagde hun. Politiet opfordrede Christina og Thue til at tage sagen videre med Statsamtet.

Dagen efter valgte Christina på eget initiativ at køre Line over til sin farmor, så de to piger kunne være sammen i nogle dage.

Mandag 18. juli – 25 dage før drabene

Om morgenen mandag 18. juli kontaktede Thue jobcenteret og sygemeldte sig uden nærmere begrundelse frem til mandag 15. august. Ifølge et senere vidneudsagn fra en medarbejder på jobcenteret foregik samtalen med Thue per telefon.

Ved en opfølgende samtale 9. august, hvor Thue skulle redegøre nærmere for sin sygemelding, oplyste han, at han følte sig syg af stress, og at han ikke kunne vurdere, om sygeperioden ville være af kortere eller længere varighed end de otte uger, han havde sygemeldt sig.

Mandag 1. august – 11 dage før drabene

Hos sin praktiserende læge fik Thue udskrevet det kraftige sovemiddel Imozop, som er uegnet for børn og unge.
Hos sin praktiserende læge fik Thue udskrevet det kraftige sovemiddel Imozop, som er uegnet for børn og unge. Foto: TV 2-screendump

Thue ringede til sin læge i Hadsund og fik en recept på et stærkt sovemiddel, Imozop. Årsagen var, sagde han, at han havde søvnproblemer - blandt andet på grund af de opslidende uoverensstemmelser med sin ekskone om retten til at have børnene.

Christina Olsen ses her sammen med sin yngste datter, Line, mens de var på cykeltur på Bornholm. Der findes kun enkelte fælles fotos af døtrene fra den sommer, hvor de næsten hele tiden var adskilt.
Christina Olsen ses her sammen med sin yngste datter, Line, mens de var på cykeltur på Bornholm. Der findes kun enkelte fælles fotos af døtrene fra den sommer, hvor de næsten hele tiden var adskilt. Foto: Privatfoto

Ud på aftenen tog Thue ud til Christinas forældres sommerhus, hvor Marlene opholdt sig i nogle dage, mens Christina var på cykeltur på Bornholm med Line og Mogens.

Ifølge Christinas forældre var Thue fuldstændig vild i blikket, da han ankom til sommerhuset. Han var meget vred og gav udtryk for, at han var utryg ved, at Marlene var der.

Thue skulle ifølge Christinas mor, Kirsten, have opfordret hendes mand til slåskamp. ”Kom og slå mig, Børge”, skulle han have sagt. Og da eks-svigersønnen efterfølgende ville køre derfra igen i sin bil, beordrede han hende til at gå ind på græsset, fordi han ellers ville køre fremad og ramme hende.

Episoden blev dog udlagt helt anderledes af Thue selv. Han hævdede, at det var Christina Olsens forældre, der råbte og var truende.

Ukendt dato – cirka en uge før drabene

Også i Thues egen familie opstod en tiltagende bekymring for, om han kunne finde på at gøre noget voldsomt.

I ugen op til drabene havde et familiemedlem talt med ham i telefon, hvor han virkede desillusioneret og sagde, at han ikke kunne se en fremtid for sig. ”Jeg kan ikke være weekend-far”, skulle han blandt andet have sagt.

Jeg har lyst til at ringe til Thue igen og sige, at hvis han gør pigerne noget, vil jeg aldrig se ham igen

Familiemedlem til Thue

I et vidneudsagn udtalte familiemedlemmet følgende:

”Umiddelbart efter samtalen siger jeg til min mand: ’Jeg har lyst til at ringe til Thue igen og sige, at hvis han gør pigerne noget, vil jeg aldrig se ham igen’. Men min mand siger, at det må jeg ikke, for så skubber jeg Thue ud over kanten. Jeg siger: ’Hvad skal vi gøre, for jeg har på fornemmelsen, at om kort tid siger vi, at vi så det komme, men vi gjorde ikke noget’.”

Tirsdag 9. august – 3 dage før drabene

Som han havde gjort det så ofte før, gik Thue tirsdag 9. august over til sin nabo, som var en betroet ven gennem mange år, for at få en venskabelig snak. Imens opholdt Line sig hjemme i huset, hvor hendes farmor var på besøg.

Ifølge naboen virkede Thue glad, da han fortalte, at han den næste dag ville tage på en kort Tysklandstur sammen med sine to piger. Planen var, at de skulle tilbringe hele torsdagen i et indendørs skicenter syd for Hamborg og så køre hjem igen om natten, så Christina efter aftalen kunne få pigerne retur om fredagen.

Naboen bemærkede ikke noget usædvanligt ved ham.

Onsdag 10. august – 2 dage før drabene

Marlene befandt sig fra morgenstunden i Als hos en veninde, som hun havde haft en soveaftale hos. Om formiddagen kom Christina forbi for at aflevere Marlenes badetøj. Thue havde nemlig informeret om, at han ville tage pigerne med til noget familie i Vestjylland, som havde tilknytning til et badeland.

Drab i familien

Den seneste undersøgelse af drab i Danmark viser, at der på 25 år, fra 1992-2016, er begået 1417 drab.

44 procent af drabene er begået i familien - altså, hvor gerningspersonen har familiemæssig relation til offeret.

Partnerdrab er langt den største kategori med 379 drab, hvilket svarer til over en fjerdedel af samtlige drab.

På de 25 år er 124 børn blevet dræbt af en forælder. Det svarer til 8,8 procent af samtlige drab.

Kilde: Retsmediciner Asser Hedegård Thomsen.

Christina sagde trygt ”farvel og god tur” til Marlene og gav hende et afskedskram. Det var sidste gang, hun krammede sin ældste datter. Line havde hun taget afsked med nogle dage tidligere.

Da Thue ved middagstid kom for at hente Marlene hos veninden, undrede forældrene sig over hans meget hurtige afhentning – uden at sige et ord.

Om eftermiddagen blev Thue og pigerne set ved Danske Bank i Hadsund, før de kørte videre sydpå.

Thue og pigerne kørte mod skicentret Snow Dome ved Bispingen syd for Hamborg, en køretid på fire timer og 43 minutter. De nåede frem sent om aftenen og overnattede på hotel Königs Stuben i Bispingen, som Thue via nettet havde booket værelser på tidligere samme dag.

Torsdag 11. august – dagen før drabene

Hele torsdag 11. august 2011 tilbragte Thue og pigerne i det indendørs skicenter Snow Dome i Bispingen syd for Hamborg.
Hele torsdag 11. august 2011 tilbragte Thue og pigerne i det indendørs skicenter Snow Dome i Bispingen syd for Hamborg. Foto: TV 2-screendump

Thue og pigerne tog hen til Snow Dome for at tilbringe hele dagen på den indendørs skibane. Pigerne havde været på skiferie med forældrene i 2008, så de var ret vante på ski.

De tre opholdt sig i skihallen fra klokken 12.30 til kort efter 21.00, hvor centeret lukkede. Klokken 22.00 kørte de derfra.

Først satte Thue kursen mod nord på autobahnen, som om han ville køre til Danmark. Men ved Hamborg valgte han at dreje fra i sydøstlig retning på BAB 24 mod Berlin.

Undervejs skiftede han igen retning og tog en afstikker nordpå, som om han havde fortrudt, men vendte så om igen og fortsatte på ruten mod Berlin.

På et ukendt tidspunkt gav han børnene det kraftige sovemiddel Imozop, som er beregnet til voksne, og som han havde fået udskrevet til sig selv ti dage tidligere.

Mellem klokken 02.30 og 03.00 kørte han fra ved afkørsel Kremmen. Han fulgte B273 to kilometer i retning Börnicke, hvorefter han kørte ind ad en skovvej og stoppede efter 2-300 meter. Ifølge hans eget udsagn var det for at finde et roligt sted at sove.

Fredag 12. august – Drabene

Tidligt om morgenen blev bilen sat i brand. Ifølge gerningsstedsundersøgelsen havde Thue medbragt to femliters dunke med benzin.

Hjemme i Nordjylland var det blevet ud på eftermiddagen, da Christina Olsen fik besøg af et par lokale betjente. De overbragte hende den frygtelige besked: Hendes eksmands bil var blevet fundet udbrændt i en skov vest for Berlin, og der sad to børnelig på bagsædet.

Hun vidste straks, at det var hendes piger. Og at de var døde.

Dagen efter foretog politiet en ransagning af Thues gård i Øster Hurup. Her fandt man blandt andet en tom medicinæske, der havde indeholdt 30 piller af sovemidlet Imozop, liggende oven på køleskabet.

square to 16x9

Derudover lå der adskillige uåbnede rudekuverter samt breve fra kommunen og jobcenteret.

I kontoret stod en kombineret kopimaskine og printer. I udskriftsbakken lå et enkelt stykke papir.

Det var afgørelsen fra Statsamtet, dateret 6. juli 2011, hvor Christina midlertidigt fik tilkendt bopælsretten over pigerne:

square to 16x9

Måske var printet efterladt helt bevidst. Som en hilsen til ekskonen – og systemet.

– Afgørelsen betød, at Thues drøm om en ny start i Fredericia blev knust. Så det kan sagtens være den udløsende faktor, der skubbede ham ud over kanten. Men uanset hvor presset han var, vil det aldrig kunne retfærdiggøre hans handling, siger Christina Olsen.

Erkendelse og eftertanke

Gennem processen med at kigge tilbage på begivenhederne i sommeren 2011 er Christina Olsen blevet en hel del klogere på sin eksmand og sig selv.

Først og fremmest er det gået op for hende, hvor psykisk skrøbelig hendes eksmand i virkeligheden var.

- Jeg har fået en god forståelse af, hvordan Thue var skruet sammen. Måske er det i sig selv det bedste svar på, hvorfor han handlede, som han gjorde, siger hun.

I dag – otte år efter tragedien – er hun personligt ret afklaret omkring sin situation.

Hun ved, at hun resten af livet skal leve med sorgen og savnet til sine to piger, og at hun aldrig vil tilgive sin eksmand for at have taget dem fra hende.

Men hun ved også, at livet stadig har meget at byde på. Hun vil sørge for at få noget ud af hver dag. For Marlene og Lines skyld.

Det sidste billede, der er taget af pigerne sammen. De bager pandekager over ildstedet i haven i Als.
Det sidste billede, der er taget af pigerne sammen. De bager pandekager over ildstedet i haven i Als. Foto: Privatfoto

Christina Olsens eksmand Thue er blevet forelagt indholdet i TV 2s dokumentarserie og artikler, men er ikke vendt tilbage på henvendelserne.

I foråret 2012 blev han idømt livsvarigt fængsel i retten i Potsdam. En retspsykiatrisk rapport fastslog, at han har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse.

I 2016 blev Thue overført til et dansk fængsel. Han har siden taget navneforandring.

Tredje og sidste del af 'Hvorfor slog du vores piger ihjel?' kan ses lige nu på TV 2 PLAY eller torsdag klokken 22.25 på TV 2.