Millionsvindel i Socialstyrelsen

Britta Nielsen lovede at hjælpe med at finde værdier - men hun nægter at tale med kurator

Britta Nielsens ejendomme i Sydafrika skal tirsdag på auktion. Men de fleste penge, hun er anklaget for at have stjålet, mangler stadig.

Da den svindeltiltalte Britta Nielsen sidste år blev anholdt, erklærede hun at ville hjælpe myndighederne med at finde sine værdier.

Men efter den nu 65-årige kvindes hjemkomst til Danmark, har hun ikke været til megen hjælp på den front.

- Hun har ikke ønsket at tale med os overhovedet, fortæller Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten til TV 2.

Han er statens kurator og står for at finde og realisere de værdier, der måtte være i Britta Nielsens konkursbo, og som Socialstyrelsen gør krav på.

Håbede, hun ville samarbejde

Britta Nielsen er tiltalt for uberettiget at have overført mindst 117 millioner kroner fra sin arbejdsplads Socialstyrelsen til sine egne konti i perioden 1993 til 2018.

Efter at have været internationalt efterlyst i flere uger, blev hun 5. november sidste år anholdt på et hotel i den sydafrikanske storby Johannesburg.

I dagene efter Britta Nielsens anholdelse gav Boris Frederiksen udtryk for, at han håbede på at kunne få nogle svar fra den mistænkte kvinde for derved at kunne skrabe flere af de svindlede skattekroner sammen.

- Vi håber, hun kommer hjem for at samarbejde og vil lægge kortene på bordet, lød det dengang fra kuratoren.

Kurator spændt på retssag

Et samarbejde, der altså umiddelbart lå lige for, hvis man skal tro den erklæring, Britta Nielsen afgav kort efter sin anholdelse:

- Hun (Britta Nielsen, red.) søger at hjælpe forskellige internationale og/eller lokale politiagenturer med at inddrive og/eller beslaglægge aktiver, hvilket blandt andet udgør indtægterne fra ulovlige aktiviteter og/eller hvidvaskning af penge, står der i sydafrikansk politis dokumenter om sagen, som TV 2 er i besiddelse af.

At Britta Nielsen alligevel ikke har ønsket at samarbejde med Kammeradvokaten er usædvanligt, mener Boris Frederiksen. Han håber nu, at den kommende retssag mod kvinden, der begynder i denne måned, kan være med til at kaste lys over nye værdier.

- Vi venter i spænding på, hvad der kommer frem der, siger han.

Kurator: Vi får måske 15 millioner tilbage

I Kammeradvokatens seneste redegørelse fra august fremgår det, at det er lykkedes at finde aktiver i Britta Nielsens konkursbo for fem millioner kroner.

Værdierne tæller blandt andet hendes hus i Hvidovre, en ødegård i Sverige, flere biler og hendes pensionsopsparinger.

Tirsdag vil pengene fra Britta Nielsens værdier i Sydafrika også blive inddrevet, når hendes to ejendomme, en luksusbil og andre ting kommer på auktion.

Men på trods af de ekstra penge fra auktionen er Kammeradvokaten fortsat langt fra at nå Socialstyrelsens samlede krav mod Britta Nielsen, der i alt lyder på 121 millioner kroner.

- Jeg vil personligt tro, at når vi er færdig med at realisere aktiver, så vil vi være et sted på mellem 10 og 15 millioner kroner, siger Boris Frederiksen.

Retssagen mod Britta Nielsen begynder 24. oktober og er planlagt til at vare ni dage, hvor hun selv og en række vidner skal afgive forklaring.

Det har ikke været muligt for TV 2 at få en kommentar fra Britta Nielsens advokat, Nima Nabipour.