Mænd sigtet for to drab sigtes også for væbnet hjemmerøveri

16x9
Et af de formodede drab fandt sted i Ruds Vedby, hvor huset efterfølgende blev antændt. Foto: Mathia / Presse-fotos.dk

To mænd efterforskes nu for hjemmerøveri og flere drab i tre politikredse.

En sag om to drab på mænd i Ruds Vedby den 20. april og i Vemmelev den 16. juni i år er nu udvidet, så to varetægtsfængslede i sagen er sigtet for endnu en alvorlig forbrydelse.

Denne gang er der tale om et væbnet hjemmerøveri i Skibby, der blev begået med et oversavet jagtgevær den 1. juni i år.

- Vores efterforskning tegner et meget bekymrende billede af de to anholdte, som vi mistænker for at være indblandet i flere andre alvorlige og grove forbrydelser ud over de to drab og hjemmerøveriet i Skibby, siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Fem dage efter det seneste drab blev de to mænd, en 34-årig mand fra Sneslev og en 42-årig mand fra Korsør anholdt, og i forbindelse med det efterfølgende grundlovsforhør tilstod den 42-årige to drab og to ildspåsættelser, mens den yngre medsigtede nægtede sig skyldig.

Brændte ofres huse

De to varetægtsfængslede er desuden mistænkt for endnu et drab i Gundestrup i Odsherred - i forbindelse med alle tre drab blev ofrenes hus efterfølgende antændt.

Dermed breder efterforskningen sig over tre forskellige sjællandske politikredse, hvor politiet fortsat arbejder med at kortlægge de sigtede mænds færden og eventuelle forbindelse til yderlige forbrydelser. Nemlig Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, Nordsjællands Politi og Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi fortsætter med en dybdegående efterforskning mod de to mænd, indtil alle kort i sagen er blevet vendt, siger politiinspektør Kim Kliver..

Detaljerne i efterforskningen holdes fortsat hemmelige, da der blandt andet skal afhøres yderligere vidner, men begge mænd har torsdag fået deres varetægtsfængsling forlænget i yderligere fire uger.

- Så snart det er muligt at give flere oplysninger, vil Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sende yderligere information ud, siger Kim Kliver.

I forbindelse med grundlovsforhøret torsdag skal den 42-årige ifølge Ekstra Bladet have trukket sin tilståelse tilbage, således at han nu siger, at den 34-årige begik drabene i Ruds Vedby og Vemmelev.

Mulige seriedrab og hjemmerøveri på Sjælland
14. februar 2019
Drab og ildspåsættelse Gundestrup, Odsherred
Finn Steensen Ørsdahl, 65 år, blev fundet dræbt i sit udbrændte hus.
Undersøgelserne på Retsmedicinsk Institut af den dødfundne mand påviste, at han var blevet udsat for så grov vold, at han formentlig var afgået ved døden, inden branden på hans bopæl blev påsat. Politiets teknikere og brandinspektørerne konstaterede flere arnesteder. 
De to varetægtsfængslede mænd er ikke formelt sigtet for drabet - men fortsat mistænkt i sagen.
 
20. april 2019
Drab og ildspåsættelse, Ruds Vedby
Kiehn Andersen, 68 år, blev fundet dræbt i en grusgrav.
Undersøgelser viste, at den dræbte var udsat for for stump vold og stukket 15-20 gange i kroppen med en kniv, inden han var efterladt dræbt på bunden af en sø i Blæsinge Grusgrav. Det var kendt, at offeret var møntsamler. I forbindelse med drabet bvar hans hus blevet antændt.
De to varetægtsfængslede mænd er sigtet for drabet.
 
1. juni 2019
Hjemmerøveri, Skibby
Under et hjemmerøveri i Skibby benyttede gerningsmændene et oversavet jagtgevær.
De to varetægtsfængslede mænd er sigtet i sagen.
16. juni 2019
Drab og ildspåsættelse, Vemmelev
Poul Frank Jørgensen, 80 år, blev fundet dræbt og indebrændt.
Retsmedicinske undersøgelser har vist, at den dræbte var stukket ti gange i ryggen og desuden havde fået et sstik i halsen, der skar halspulsåren over. Han var død inden gerningsmændenesatte ild til hans landejendom, hvor han blev fundet. 
De to varetægtsfængslede mænd er sigtet for drabet.
21. juni 2019
Anholdelse af to sigtede
To mænd anholdes og sigtes efterføjgende for to drab og to ildspåsættelser. Politiet gør det klart, at de også er mistænkt for drabet i Gundestrup. 
Begge mænd varetægtsfængsles bag lukkede døre.