Politiet offentliggør video af flugtbil fra dødsulykke

I samarbejde med TV Midtvest

Politiet håber, at videoen kan hjælpe med at finde den bilist, der stak af efter ulykken mandag aften.

Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør nu en overvågningsvideo af den bil, der mandag aften påkørte og dræbte en 22-årig soldat ved Flyvestation Karup.

Ulykken skete ud for hovedvagten, da den unge værnepligtige ville gå over fodgængerfeltet, men den korte sekvens, som politiet nu har valgt at offentliggøre, stammer fra Gedhusvagten - en anden indkørsel til flyvestationen.

På videoen ser man først den hvide varebil, som politiet efterlyste tirsdag, og få sekunder senere kommer flugtbilen. Sekvensen er optaget umiddelbart før ulykken.

- Vi kan stadig ikke med sikkerhed sige, hvilken bil der er tale om. Det kan være en Peugeot 206, men det kan også være en anden type. Vi kan se, at bilen har en sort liste på siden, og på et stillfoto fra et andet kamera kan vi se, at bilen har en bremselygte i toppen af bagruden, siger politikommissær Christian Toftemark.

Mangler den afgørende henvendelse

Han håber, at nogen kan genkende bilen, eller måske give et bud på, hvilken type der er tale om.

- Det kan være, at der er nogle bileksperter eller mekanikere, der kan sige, at det er lige præcis dét mærke. Det vil være en stor hjælp, siger politikommissæren.

Politiet vil også meget gerne i kontakt med føreren af den hvide varebil.

- Det er meget vigtigt at understrege, at vedkommende intet har med ulykken at gøre, men det kan være, at gerningsmanden har overhalet den hvide bil, siger Christian Toftemark.

Det er denne bil, som ifølge politiet er flugtbilen.
Det er denne bil, som ifølge politiet er flugtbilen. Foto: Overvågningsvideo / Midt- og Vestjyllands Politi

Siden ulykken har politiet fået omkring 20 henvendelser fra offentligheden. De kommer blandt andet fra personer, der har været i området omkring ulykken mandag klokken 20.35 - men også om folk, der tipper om biler med skader på fronten.

- Vi har ikke fået det afgørende tip endnu, men vi håber meget, at det kommer, når folk har set videoen. Vi følger op på alle henvendelser og vil gøre alt for at få sagen opklaret, siger Christian Toftemark.

Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 114.