Rigsarkivet skjulte vigtig viden om nazikup

16x9
Rigsarkivet. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Håndteringen af tyverisagen fra Rigsarkivet udløser nu kritik fra kulturministeren.

Kulturminister Rasmus Prehn kritiserer Rigsarkivets ageren i en sag om tyveri af nazidokumenter fra arkivet. Kommentaren falder, efter at Rigsarkivet for nyligt afleverede en redegørelse om den spektakulære nazi-tyverisag.

Ministeren hæfter sig blandt andet ved, at Rigsarkivet har udtalt sig fejlagtigt undervejs om de stjålne dokumenter.

I en mail til TV 2 fredag aften skriver ministeren:

- Det er en kritisabel håndtering af sagen fra Rigsarkivets side – man skal kunne stole på, at offentlige institutioner giver korrekte informationer.

Han vil nu spørge Rigsarkivet, hvordan det kunne ske.

Fakta om nazityveriet

I oktober 2012 blev to mænd anholdt og sigtet for omfattende tyverier fra Rigsarkivet.

Mændene blev i maj 2013 dømt for – fra 2009 til 2012 - at have stjålet cirka 1000 arkivalier tilhørende Rigsarkivet. De fleste var dokumenter med tilknytning til de mange danskere, der kæmpede for Nazityskland. 

Rigsarkivet meldte efter dommen i 2013 ud, at stort set alle stjålne arkivalier var fundet og ville komme tilbage på plads. 

I december 2018 måtte Rigsarkivet erkende, at flere tusinde dokumenter fortsat befinder sig hos samlere eller på det sorte marked. 

I forbindelse med et kommende Station 2 program om tyveri-sagen er TV 2 i besiddelse af detaljer fra politiets efterforskning. De viser, at Rigsarkivet på et tidligt tidspunkt vildledte offentligheden på ét helt centralt punkt. Nemlig hvor meget der fortsat manglede i arkiverne.

Rigsarkivet opdagede manglerne

Efterforskningen røber, at Rigsarkivets medarbejdere gennemgik og fotograferede mere end 258 sagsmapper. Sager, som tyvene bevisligt havde haft adgang til og fjernet dokumenter fra.

Igen og igen konstaterede medarbejderne 'huller' i sagsmapperne – altså klare tegn på yderligere mangler.

Når sagsmapperne var fotograferet, nedskrev de ansatte manglerne i et stort regneark. I 60 tilfælde - knap hver fjerde af de undersøgte sager - blev det noteret, at ét eller flere bilag stadig manglede i sagen.

Selvom de omfattende mangler blev registeret og noteret allerede i december 2012, forklarede daværende rigsarkivar, Asbjørn Hellum et halvt år senere i medierne, at alt det stjålne – i store træk – kunne lægges tilbage på hylderne.

I en redegørelse til kulturministeren hed det, at "langt de fleste af de stjålne arkivalier takket være Københavns Politis aktive indsats [..] kan tilbagelægges".

Rigsarkivet var altså - på godt dansk – sluppet med skrækken.

Først seks år senere, i 2018, blev de alvorlige mangler kendt i offentligheden. Efter en omfattende optælling konstaterede Rigsarkivet, "at tusindvis af stjålne dokumenter fortsat befinder sig hos samlere, på det sorte marked, eller allerværst, er destrueret/bortkommet".

TV 2 har forelagt de nye oplysninger for daværende rigsarkivar, Asbjørn Hellum. Han gik på pension i slutningen af 2018 og husker ikke at være blevet orienteret om den tidlige opdagelse af yderligere mangler.

- Men jeg har ikke fantasi til at tro, at nogen af medarbejderne bevidst har villet skjule relevante kendsgerninger, siger Asbjørn Hellum.

Nyt liv i sagen

I næsten to år har Station 2 fulgt forfatteren til en nyudgivet bog om tyveriet, Martin Q. Magnussen. Som amatørhistoriker opdagede han i 2012, at dokumenter fra Rigsarkivet florerede på det sorte marked. Han orienterede derefter Rigsarkivet, der anmeldte sagen til Københavns Politi.

- De her oplysninger dokumenterer det, jeg har knoklet for at påvise i en årrække. At der på Rigsarkivet er ledende medarbejdere, som tidligt kendte til den alvorlige og omfattende plyndring af arkiverne. I stedet for at melde klart og tydeligt ’opad’ i systemet har man tilsløret og fordrejet virkeligheden, siger Martin Q. Magnussen.

Han mener, at langt flere af de tusinder dokumenter, der i dag mangler kunne være kommet tilbage på hylderne – hvis Rigsarkivet altså havde meldt sandfærdigt ud om manglerne.

Den 7. november sender TV 2 Station 2-programmet 'Det store nazikup'. Har du tip i sagen så skriv til Station 2s journalister Christian Engell og Kristian Kornø.