Togulykke Storebælt

Tillidsmand dømt for at ændre bevis efter Storebælt-ulykke

Tillidsmanden ankede dommen på stedet.

En 47-årig mand, der slettede et personnavn fra en såkaldt ’læsseliste’ efter togulykken, der 2. januar 2019 kostede otte mennesker livet på Storebæltsbroen, er idømt 20 dages betinget fængsel ved Retten i Glostrup.

Dommen er faldet, fordi manden er kendt skyldig i såkaldt bevisforvanskning – mere konkret for at have ændret i en liste, han måtte antage indgik som bevis i en offentlig undersøgelse af ulykken.

Manden var på arbejde hos godstogselskabet DB Cargo på dagen for dødsulykken.

- Det er en tanketorsk

Umiddelbart efter ulykken gik Havarikommissionen og Fyns Politi i gang med at undersøge, hvad der lå til grund for ulykken, og i den forbindelse bad DB Cargo den 47-årige om at fremskaffe en liste over, hvilket gods der var læsset på de vogne, som var involveret i ulykken.

Politiets kriminaltekniske afdeling kunne senere konstatere, at man nederst på listen kunne se noget overstreget tekst, hvis man holdt man den op mod hvidt lys. Følgende var overstreget: "29/12 2018 ok efterset" – og så et navn på kollegaen, der havde foretaget eftersynet.

- Vi har set, at der er den her overstregning. Er det dig, der har lavet den? spurgte anklager Bo Bjerregaard den 47-årige i retten.

- Ja. Det er en tanketorsk. Det må jeg sige. Der var ikke noget formål med det, forklarede den 47-årige.

Retten: Det var en bevidst handling

Han lavede overstregningen, efter at hovedkontoret havde bedt om læsselisten, men det havde ikke noget at gøre med at beskytte kollegaen, forklarede den 47-årige og afviste således, at der var et motiv med overstregningen.

Retten fandt dog, at overstregningen var en kriminel handling, da den 47-årige godt vidste, at listen indgik i en offentlig undersøgelse.

På grund af overstregningen har den 47-årige mistet sit arbejde. Sammen med sin forsvarer Torben Koch ankede han på stedet dommen til landsretten.