Hendes mand slog deres to piger ihjel – nu vil hun finde svaret på hvorfor

Christina Olsen mistede i 2011 sine døtre på ni og ti år, da hendes eksmand dræbte dem. I en ny tv-serie undersøger hun, hvad der drev ham til det.

Bagerst i haven, der hører til villaen i den lille nordjyske kystby Als, står et træ med afhuggede grene. Barken er skallet af, og tilbage er kun den nøgne stamme, der deler sig i to. Som en gigantisk slangebøsse står træet der uden andet formål end at danne fundament for fire fuglekasser.

I starten af august for otte år siden skulle træet have været fældet.

Men Christina Olsen besluttede at udskyde det nogle dage. For hendes ældste datter, Marlene, ville gerne nå at klatre i det, når hun kom hjem fra en miniferie i Tyskland med sin far og lillesøster.

Men Marlene kom ikke hjem. Og det gjorde hendes et år yngre søster, Line, heller ikke.

Marlene (t.v.) og Line ses her på et billede fra 2008.
Marlene (t.v.) og Line ses her på et billede fra 2008. Foto: Privatfoto

Dagen før, de skulle have været afleveret hos deres mor igen, slog deres far dem ihjel i en skov vest for Berlin.

Pigerne omkom i flammerne, da deres far natten til fredag den 12. august 2011 først bedøvede dem med stærk sovemedicin og derefter satte ild til bilen, hvor de sad og sov på bagsædet.

Drabene på de to piger på ni og ti år vakte opsigt, ikke bare herhjemme, men også i Tyskland, hvor sagen fik massiv omtale i medierne. For hvordan kunne en kærlig familiefar finde på at slå sine to små piger ihjel?

I august 2011 brugte de tyske aviser meget spalteplads på det uforståelige drab på de to danske piger.
I august 2011 brugte de tyske aviser meget spalteplads på det uforståelige drab på de to danske piger. Foto: TV 2-screendump

Udover en vanvittig sorg, vrede og magtesløshed blev Christina Olsen også overvældet af vantro: Hvad i alverden drev hendes eksmand så langt ud, at han ikke så anden udvej?

I dag, otte år senere, står spørgsmålet stadig ubesvaret tilbage. Ligesom det amputerede træ i haven, som Christina Olsen ikke nænner at fælde.

Nu vil hun finde svaret. Både for sin egen, for pigernes og for alle andres skyld.

Vil forstå det uforståelige

Sagen om Christina Olsens to døtre er langt fra enestående.

Drabssager, hvor forældre slår deres egne børn ihjel, fylder stadig mere i statistikkerne, mens andre typer af drab til gengæld er faldende.

Alene i de seneste tre år, fra 2016-2018, er 22 børn i Danmark blevet dræbt af enten deres far eller mor. Det viser en opgørelse, TV 2 har foretaget.

Alligevel findes der ingen forskning på området herhjemme, hvor den slags drabssager betegnes som ”familietragedier”, og hvor politiet og pressen holder sig taktfuldt på afstand af hensyn til privatlivets fred.

– Efter mine piger blev slået ihjel, har jeg jo ikke kunnet undgå at lægge mærke til, hvor mange børn, der egentlig bliver dræbt af deres forældre, siger den nu 48-årige Christina Olsen til TV 2.

I de første år efter drabene på hendes piger var Christina Olsen meget opsat på at finde den højere mening med det, der var sket. Blandt andet havde hun lange samtaler med to præster.

Men ligegyldigt hvem hun talte med, var konklusionen hver gang, at der ingen mening var. Det var meningsløst.

Christina Olsen har gennem otte år været plaget af spørgsmålet om, hvad der drev hendes eksmand til at slå deres to døtre ihjel.
Christina Olsen har gennem otte år været plaget af spørgsmålet om, hvad der drev hendes eksmand til at slå deres to døtre ihjel. Foto: Michael Bo Rasmussen / Michael Bo Rasmussen / Baghuset

I stedet besluttede hun sig for at søge efter årsagen til, at det skete.

Som årene er skredet frem, har hun dog fået brug for en mere nuanceret forklaring.

Dén forsøger hun at finde i dokumentarserien ’Hvorfor slog du vores piger ihjel?’, hvor hun gennem et halvt år har været på jagt efter svar, mens hun er blevet fulgt af et kamerahold.

- Dels er der jo min egen personlige årsag til det: At finde ud af, hvordan dælen min eksmand kunne finde på at tage vores børns liv. Det kan jeg ikke forstå. For det ville den mand, jeg kendte, ikke gøre. Dels vil jeg gerne løfte perspektivet højere op, så det bliver interessant for andre end mig og min familie, siger Christina Olsen og tilføjer:

- Hvis det kan medvirke til, at vi finder en måde at forebygge, minimere og forhindre den slags sager på, vil det give mening i en større sammenhæng.

Ved at vende hver en sten i det hændelsesforløb, som gik forud for Marlene og Lines død, håber Christina Olsen at blive klogere på, hvad der skete den sommer, hvor alt gik i sort.

Var der faresignaler i eksmandens adfærd, som hun eller andre skulle have reageret på i tide?

De svære opringninger

For at få et bedre indblik i sin eksmands færden og ageren i månederne op til drabene måtte Christina Olsen tale med nogle af de personer, som havde haft tættest kontakt med ham.

Det betød, at hun blandt andet måtte ringe til nogle af hans mandlige venner og bekendte fra det lokale spejder- og fodboldmiljø, som han var meget engageret i.

Det var en kæmpe overvindelse for hende.

Christina Olsens eksmand ankommer her til retten i Potsdam i 2011. Hun har ikke set hverken ham eller hans familie og venner siden retsmøderne for otte år siden.
Christina Olsens eksmand ankommer her til retten i Potsdam i 2011. Hun har ikke set hverken ham eller hans familie og venner siden retsmøderne for otte år siden. Foto: TV 2-screendump

Flere af dem havde hun ikke talt med eller set siden retsmøderne i Tyskland tilbage i 2011. Hun anede ikke, hvordan de ville reagere, når hun kontaktede dem. Måske ville de hævde, at hun var medskyldig i pigernes død.

Utallige gange tastede hun et nummer ind på mobilen, hvorefter hun måtte lægge den fra sig igen. Eller hun sad i mange lange minutter, mens hun åbnede og lukkede mobilens læder-cover. Indtil hun endelig tog mod til sig og lod et opkald gå igennem.

– Hej, det er Christina. Jeg har brug for din hjælp. Vil du mødes med mig og tale om, hvad der skete dengang, spurgte hun med rystende stemme.

Til hendes store overraskelse var der ikke én af dem, hun ringede til, som afviste hende. De var alle parate til at hjælpe. Dét gjorde hende helt høj af glæde og lettelse.

– Jeg blev bare så taknemlig over, at de her mennesker var så imødekommende overfor mig og ville mødes med mig. For på mange måder er det jo et tabu, vi bevægede os ind på, siger Christina Olsen.

Gennem samtalerne blev hun en hel del klogere på sin eksmand, hans adfærd og udtalelser i tiden op til drabene. Hun fornemmede, at flere i hans omgangskreds havde et stort behov for at vende sagen med hende.

Christina Olsen samlede endda mod til - efter mange måneders overvejelser - at kontakte sin eksmand i fængslet, hvor han på ottende år afsoner en livstidsdom.

Hun havde brug for at besøge ham, fordi han er den eneste, der ved, hvorfor han handlede, som han gjorde.

Så hun skrev et brev til ham i den bedste mening og med håbet om, at han også havde brug for at få talt ud med hende:

square to 16x9

Men hun fik aldrig svar på sit brev.

Kendt som en omsorgsfuld far

Christina Olsen mødte sin eksmand Thue tilbage i 1996 i Aalborg, og fire år senere blev de gift.

I lokalsamfundet var Thue kendt som en omsorgsfuld og aktiv far, der engagerede sig i sine døtres fritidsliv.

Christina Olsen husker det som om, at hendes eksmand aldrig havde ”ro på”. Han var hele tiden på vej videre til næste aktivitet. Og det samme gjaldt pigerne, som han opfordrede til at gå til en masse ting i fritiden. Spejder, fodbold, ridning, svømning. Til gengæld var der ikke meget tid til stille hygge hjemme i sofaen.

Thue faldt indimellem ned i nogle ”sorte huller”, hvor han blev depressiv. I perioder gik han til psykolog og tog medicin. Men Christina følte ikke, at han gav hende lov til at involvere sig i det og støtte ham.

I efteråret 2009 blev parret skilt på Christinas foranledning, og hun flyttede i lejlighed. Efter hendes opfattelse forløb skilsmissen forholdsvist smertefrit. Hun og Thue aftalte, at de ville kommunikere i en god tone af hensyn til pigerne.

Men som det fremgår af dokumentarserien, havde omgivelserne en noget anden oplevelse af forløbet.

Selvom Christina og Thue fra begyndelsen havde valgt en demokratisk syv-syv-ordning, som betød, at pigerne boede på skift en uge hos hver, opstod der jævnligt uoverensstemmelser omkring forskellige aftaler, forpligtelser og bopælsret.

Uenighederne eskalerede op til sommeren 2011, hvor der blandt andet var nogle bataljer i forbindelse med skiftedagene, når børnene skulle hentes eller afleveres.

Christina Olsen oplevede enkelte gange, at hun følte sig bange for sin eksmand og frygtede for sin egen sikkerhed.

Men hun havde aldrig drømt om, at han kunne finde på at gøre pigerne noget.

Møde med drabsstedet

Som et led i sin mission for at forstå, hvad der skete i tiden op til drabene i august 2011, tog Christina Olsen til Tyskland for at følge i sin eksmands spor.

For første gang ville hun ned og se gerningsstedet.

Med sin søster på passagersædet kørte hun præcis den samme rute, som Thue gjorde, da han sammen med pigerne havde besøgt det indendørs skicenter Snow Dome Bispingen syd for Hamborg og derefter skulle køre retur til Danmark sent om aftenen torsdag den 11. august.

Men i stedet for at tage den direkte vej stik nord, tog Thue kort efter en afstikker mod øst.

De fik begge gåsehud, da de forlod autobahnen og tog afkørslen mod Berlin. Mod skoven.

På skovvejen, ud for stedet, hvor den udbrændte bil var blevet fundet, sad der nu en kæmpestor tøjbamse lænet op ad et træ. Ved fødderne af den lå nogle visnede blomsterbuketter.

Synet ramte som en hammer. Uretfærdigheden i pigernes alt for tidlige død blev pludselig meget håndgribelig.

Stedet symboliserede ikke alene børnenes død. Det var også stedet, hvor Christina døde som mor.

Noget lukkede ned i hende.

Fra tabu til opmærksomhed

I løbet af den indre og ydre rejse, Christina Olsen har været på under tv-optagelserne, er hun blevet klogere på både sin eksmand og sig selv.

Først og fremmest er det gået op for hende, hvor lidt hun egentlig vidste om sin eksmands psykiske tilstand.

Faktisk er det nok det, jeg er blevet mest vred over: At han ikke ville åbne op omkring, hvor dårligt han egentlig havde det

Christina Olsen, lærer og mor til dræbte Marlene og Line

– Mens vi var gift, havde Thue sine depressive perioder, hvor han trak sig tilbage og ikke havde overskud til noget som helst. Jeg kan huske, at jeg nogle gange kom hjem fra arbejde, og han ikke engang havde ryddet af morgenbordet. Men hver gang jeg forsøgte at tale med ham om det, lukkede han af, siger hun og fortsætter.

– Faktisk er det nok det, jeg er blevet mest vred over: At han ikke ville åbne op omkring, hvor dårligt han egentlig havde det. Hvis han havde gjort det, havde jeg i det mindste haft en mulighed for at hjælpe ham.

Med udgangspunkt i sit eget forløb har hun et bud på, hvad vi som samfund og enkeltindivider kan gøre for at hindre, at skilsmisser i ekstreme tilfælde ender ud i tragiske drabssager.

– Overordnet set skal vi gøre op med en række tabuer, så vi kan blive mere opmærksomme på hinanden. For vi er ikke gode til at være nærværende med hinanden i sorg og i angst eller i depressioner og mørke perioder. Vi er bange for at nærme os hinanden og vise sårbarhed, lyder det fra Christina Olsen.

Kan ikke forlade stedet

I den rummelige toetagers villa i Als sidder Christina Olsen ved det lange spisebord i stuen. Bag hende står en række hvide reoler med en masse bøger og nips.

Christina Olsen hjemme i villaen i den lille, nordjyske kystby Als. Det er nabobyen til Øster Hurup, hvor hun og eksmanden Thue tilbage i 1999 købte en gammel gård, som de satte i stand og drev som et økologisk landsted. Her voksede deres to døtre op.
Christina Olsen hjemme i villaen i den lille, nordjyske kystby Als. Det er nabobyen til Øster Hurup, hvor hun og eksmanden Thue tilbage i 1999 købte en gammel gård, som de satte i stand og drev som et økologisk landsted. Her voksede deres to døtre op. Foto: Susanne Nielsen / TV 2

En af hylderne er reserveret til to indrammede billeder med hver sit glade pigeansigt. Det er de seneste skolefotos af Marlene og Line, som kigger sorgløst ud i rummet. Sådan vil Christina gerne mindes dem.

Udover billederne har hun gemt nogle få af pigernes yndlingsbamser, som er stillet op i et hjørne af en sovebriks i dét, der nu fungerer som Christinas syværelse på førstesalen. Ellers er der støvsuget for pigernes ting. ”Det skal jo ikke være et museum”, som Christina udtrykker det.

I det seneste halve års tid har hun boet alene i huset, og egentlig er det for stort til hende. Alligevel har Christina Olsen ingen planer om at flytte. For hun kan ikke forlade stedet.

Kigger hun ud gennem vinduet i retning mod det grenløse træ, kan hun se tårnet på den lokale kirke, en halv kilometers gang derfra. Her er pigerne begravet, og her har hun tilbragt utallige timer. Her går hun hen, når sorgen bliver for stor til, at hun kan rumme den.

På gravstenene står kun Marlene og Lines fødselsdatoer. Deres mor mener ikke, at dødsdagen er værd at mindes.
På gravstenene står kun Marlene og Lines fødselsdatoer. Deres mor mener ikke, at dødsdagen er værd at mindes. Foto: TV 2-screendump

Med tiden er anfaldene af invaliderende sorg blevet færre. Men indimellem kan hun – helt ud af det blå – få en tanke, en mindelse, der vælter hele hendes verden.

Som da hun for nylig sad ude i haven og spiste hjemmelavet kirsebærgrød. Pludselig kunne hun se Marlene for sig, sidde og grine, mens hun spyttede kirsebærsten ud og fik pletter på yndlingsblusen.

Men på trods af at minderne stadig slår lige så hårdt ned, som de gjorde for otte år siden, har Christina Olsen truffet en vigtig beslutning:

I stedet for at sørge over tabet, vil hun glæde sig over alt det, hun havde med sine piger. Og hun vil være stolt af det – og af dem.

TV 2 har kontaktet Christina Olsens eksmand med henblik på interview. Han er blevet forelagt kritikpunkterne, men har ikke svaret på henvendelsen.