Krimi

Dødstrussel mod 3F-formand malet på motorvejsbro

Truslen er ikke den første af sin slags, og 3F har nu hævet sikkerhedsniveauet.

Natten til mandag er en trussel mod forbundsformand i 3F, Per Christensen, blevet spraymalet på en motorvejsbro ved Avedøre i København.

- 3F PER CHR JEG DRÆBER DIG!, står der.

Truslen er den anden, 3F har modtaget på kort tid, og ifølge Per Christensen har fagforbundet derfor nu styrket sikkerheden i deres bygninger og omkring deres personale.

- Det, jeg er mest vred over, er, at mine medarbejdere og tillidsrepræsentanter skal kigge sig over skulderen. Det er simpelthen bare for meget, fortæller han.

Mand truede med at "skyde alle"

Kort inden 3Fs kongres 21. september ringede en stadig ukendt person til fagforbundet og truede med at "ville bryde ind og skyde alle".

Begge trusler er ifølge Per Christiansen nu blevet anmeldt til politiet, der rådgiver 3F i, hvordan de skal forholde sig til situationen.

Forbundsformanden har bedt sine medarbejdere og tillidsrepræsentanter være ekstra opmærksomme på, om de oplever noget mistænkeligt, men han understreger, at truslen ikke kommer til at påvirke fagforbundets arbejde.

- Vi må aldrig lade trusler stå i vejen for, at vi kan sige vores mening. Sådan skal det ikke være i 3F, siger Per Christiansen.

Kan skyldes konflikt i Kastrup Lufthavn

Ifølge Per Christensen har han ingen personlige fjender, der kan have skrevet beskeden, og han peger i stedet på, at truslen kan være forbundet med den nylige konflikt mellem 3F og en bagagemedarbejder i Kastrup Lufthavn.

- Det er ikke en motorvejsbro, jeg kører under ret ofte. Men det er en motorvej ud mod lufthavnen, så jeg antager, at det har noget med den sag at gøre, fortæller han.

Lufthavnskonflikten blussede op, da en lydoptagelse afslørede, hvordan næstformanden for bagagemedarbejderne i SAS i 3F Kastrup forsøgte at true en kollega til at melde sig ind i deres fagforening.

Alligevel holdt medarbejderen på sin ret til selv at vælge, hvilket fagforbund han ville være del af, og episoden førte efter en tumultarisk periode med flere strejker til, at næstformanden blev frataget alle sine tillidsposter.

Men er truslen mod Per Christensen forbundet til konflikten i Kastrup, mener han, at gerningsmanden har fået sagen galt i halsen.

- Jeg tror, der enten er nogen, der ikke har forstået, hvad sagen handler om, eller som har nogle meget ekstreme holdninger til fagbevægelsen, siger han.