Stor mængde våben fundet - 14 anholdt

I samarbejde med TV 2/Fyn

To mænd er blevet varetægtsfængslet frem til 11. oktober.

14 personer er fredag blevet anholdt i en større politiaktion.

Det oplyser specialenheden Særlig Efterforskning Øst (SEØ) i en pressemeddelelse.

To af dem er efter et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet frem til 11. oktober, oplyser Fyns Politi på Twitter.

Yderligere seks personer vil blive fremstillet i et grundlovsforhør lørdag i odense.

Våben skal undersøges for dna og andre spor

Der har været 18 ransagninger i sagen, der er fundet 51 våben og en større mængde ammunition. Mens 40 af våbnene blev fundet på et våbenlager, er de resterende fundet på nogle af de anholdte.

- Der er tale om skydevåben. Først og fremmest pistoler, siger vicepolitiinspektør i SEØ, Torben Henriksen til TV 2.

Våbnene bliver nu undersøgt for dna og andre spor.

Fredagens anholdelser er kulminationen på en længerevarende efterforskning af distribution af våben.

Politiet mener, at våbensalget blandt andet er sket til grupperinger, der ligger i konflikt i hovedstadsområdet.

Billede fra en af ransagningerne.
Billede fra en af ransagningerne. Foto: Ole Holbech / TV 2/Fyn

- På baggrund af denne efterforskning bliver en stor mængde våben nu holdt ude af de kriminelle miljøer, og det er vi meget tilfredse med. Vores indsats fortsætter, og det samme gør den videre efterforskning af denne sag, siger Torben Henriksen.

Vil anmode om lukkede døre

Det er tidligere meldt ud, at to mænd fredag eftermiddag bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense. Her vil anklagemyndigheden begære dem varetægtsfængslet.

I alt ønsker politiet af fremstille otte personer, og det vil ske i løbet af både fredag og lørdag. Anklagemyndigheden vil ifølge politiet anmode om lukkede døre.

Hvis dørene lukkes, betyder det, at det kun er muligt for offentligheden og pressen at høre, hvad personerne sigtes for, og om de fængsles.

Hvad de eventuelt måtte forklare, og hvilke beviser politiet mener at have i sagen, vil dermed være ukendt for offentligheden.

Det er specialenheden Særlig Efterforskning Øst (SEØ), der står bag aktionen, hvor en eller flere personer fra rockergruppen Hells Angels (HA) indgår.

Specialenheden SEØ beskæftiger sig med kompliceret og fremadrettet efterforskning af organiseret kriminalitet.