To tyskere fundet døde i dansk feriebolig

16x9
Politiet har afspærret området ved huset. Foto: Unknown / Ritzau Scanpix

Politiet er ved at underrette de afdødes pårørende.

To ældre, tyske statsborgere blev onsdag fundet døde i en feriebolig i Arrild ved Toftlund.

Dødsfaldene efterforskes som mistænkelige, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter torsdag.

Ligene af de to personer blev fundet ved 17-tiden. De foreløbige undersøgelser har ikke kunnet kaste lys over den præcise dødsårsag, og derfor bliver dødsfaldene efterforsket som mistænkelige.

Ikke mange oplysninger

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser ikke meget om sagen eller de døde. En af årsagerne er, at de pårørende til de to tyskere er ved at blive underrettet.

Det er således uvist, hvor gamle de to personer var. Det er heller ikke muligt for Ritzau at få at vide, hvorfor de opholdt sig i Danmark.

Politiet har sendt teknikere til stedet, ligesom hundepatruljer afsøger området.

Anmeldelse fik politiet til at rykke ud

Arrild er en landsby, der ligger mellem Toftlund og Løgumkloster i den centrale del af Sønderjylland. Byen ligger cirka 30 kilometer fra grænsen til Tyskland.

Når politiet ikke umiddelbart kan klarlægge en persons dødsårsag, er det en rutinemæssig handling, at dødsfaldet bliver efterforsket som mistænkeligt. Det indebærer en nøjere undersøgelse af omstændighederne.

Det var en anmeldelse, som fik betjente til at rykke ud til adressen. Politiet ønsker dog ikke at oplyse, hvem der slog alarm om de døde mennesker - eller hvordan det skete.