58-årig blev stukket ihjel i sit hjem

16x9
Arkivfoto Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En 51-årig mand nægter sig skyldig i drab. Manden er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

En 58-årig mand, der blev fundet død i sin bolig torsdag morgen, blev dræbt af adskillige knivstik i bryst- og maveregionen.

Det er netop kommet frem ved et grundlovsforhør i Retten i Kolding, skriver Fredericia Dagblad.

En 51-årig mand er sigtet for drabet. Han nægter sig skyldig.

Dræbt i sit eget hjem

Ifølge sigtelsen blev manden dræbt natten mellem onsdag og torsdag i sin villa på Ekkodalen 32 i Erritsø ved Fredericia.

Den 51-årige blev anholdt torsdag kort før klokken 19. I samme ombæring blev en 49-årig kvinde anholdt. Hun blev dog senere løsladt.

Fredag morgen udsendte politiet en pressemeddelelse om anholdelsesaktionen. I den forbindelse kunne man fortælle, at parterne kendte hinanden.

- De anholdte har en relation til den 58-årige, der ikke er af familiær karakter, lød det i pressemeddelelsen.

Fredericia Dagblad skriver, at manden ikke ønsker at udtale sig ved grundlovsforhøret, der blev holdt for lukkede døre.

Dommeren har besluttet, at manden skal varetægtsfængsles i foreløbig fire uger. Den kendelse kærede manden ikke, oplyser politiet i en pressemeddelelse.