Krimi

Svensker fængslet for tre år gammelt bankrøveri i Danmark

En 26-årig røverimistænkt mand blev mandag udleveret fra Sverige.

Mere end tre år efter, to bankrøvere kørte en bil direkte ind i Danske Banks filial i Glostrup, er en 26-årig mand pågrebet i sagen.

Manden, der er svensk statsborger, blev tirsdag fremstillet bag lukkede døre i et grundlovsforhør i Retten i Glostrup og varetægtsfængslet i indtil videre fire uger.

Den 26-årige blev mandag udleveret fra Sverige efter længere tids efterforskning, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Flygtede i stjålet bil

Manden er sigtet for sammen med en anden bankrøver at have braget en bil ned over nogle trapper og derefter ind gennem facaden på Dansk Banks filial på Roskildevej om morgenen den 29. marts 2016, hvorefter de truede de ansatte med en pistol og stak af med et ikke nærmere angivet udbytte.

Efter røveriet tog de to maskerede bankrøvere sammen med en chauffør flugten i en anden bil, en Saab, der viste sig at være stjålet tre dage forinden.

Bilen blev senere samme eftermiddag fundet af en borger.

Politiet oplyser til TV 2, at en anden mand, en 35-årig svensker, ligeledes sidder varetægtsfængslet i Danmark. Han er sigtet som medgerningsmand i sagen, men er varetægtsfængslet i forbindelse med en anden sag, et forsøg på bankrøveri i København.