Krimi

Politi: 22-årig svensker fragtede bombe fra Sverige til Danmark

En 23-årig svensker er fortsat på fri fod, men er internationalt efterlyst.

Den 22-årige svensker, der er mistænkt i sagen om eksplosionen mod Skattestyrelsen 6. august, er sigtet for at have fragtet en bombe fra Sverige til Danmark og sprænge den uden for Skattestyrelsen i København.

Det fremgår af sigtelsen mod ham, som senioranklager Andreas Emil Rask, har læst op i dommervagten i Københavns Byret.

Samtidig er den 22-årige sigtet for at gøre det i forening med en og muligvis også flere andre gerningsmænd. Den 22-årige mand nægter sig skyldig.

Døren blev efter sigtelsen blev oplæst lukket for offentligheden.

Ved retsmødet blev svenskeren varetægtsfængslet i 27 dage.

- Dansk politi takker svenske kollegaer

Den 22-årige har siddet fængslet i Sverige, men er onsdag blevet overdraget til dansk politi og fremstillet ved et grundlovsforhør, oplyste Københavns Politi onsdag morgen i en pressemeddelelse.

- Vi er glade for, at den sigtede nu er på dansk jord og vil gerne takke vores kolleger på den anden side af Øresund for det gode samarbejde. Det fortsætter vi selvfølgelig, mens efterforskningen kører videre, oplyser leder af personfarlig kriminalitet, vicepolitiinspektør Brian Belling.

Den 22-årige svensker blev anholdt i det sydlige Sverige 14. august og har siden siddet fængslet i Sverige med krav om udlevering til Danmark.

En 23-årig svensker er fortsat efterlyst internationalt efterlyst i forbindelse med sagen. Den pågældende er stadig på fri fod.

To svenskere fængslet og løsladt

Onsdag i sidste uge blev yderligere to mænd på henholdsvis 22 og 27 år anholdt på en mistanke om medvirken til eksplosionen ved Skattestyrelsen ved Nordhavn Station i København i sidste uge. De to svenskere blev allerede torsdag løsladt igen, da der ifølge den svenske kammeranklager Kristina Lindhoff Carleson, ikke "længere var grund til at frihedsberøve" dem.

Det var om aftenen tirsdag 6. august, at der skete en eksplosion ved Skattestyrelsen på Nordhavn i København.

Der var tale om en kraftig eksplosion, der gav store skader på Skattestyrelsens facade. En person kom lettere til skade.

Sprængstoffet lå blot 60 centimeter fra indgangspartiet, har Københavns Politi fortalt.