Krimi

41-årig kæmpede mod IS i Syrien - nu skal han seks måneder i fængsel

Sagen er den første om ulovligt ophold i et konfliktområde.

Højesteret har i dag stadfæstet dommen over den 41-årige Tommy Mørck, som både i by- og landsret er blevet idømt seks måneders fængsel for ulovligt ophold i et konfliktområde.

I 2016 og 2017 befandt Tommy Mørck sig i Syrien for at kæmpe imod Islamisk Stat (IS) nær Raqqa. Men han havde ikke fået politiets tilladelse til at opholde sig i området, og dermed overtrådte han en af paragrafferne i straffelovens kapitel om terrorisme.

Tommy Mørck er ikke dømt for at have kæmpet i området. Det, han er dømt for, er at rejse ind i Raqqa-provinsen i Syrien adskillige gange. Det er et brud på loven om forbud mod indrejse eller ophold i visse konfliktområder.

Det var daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K), der formelt rejste anklagen mod den nu 40-årige mand fra Aarhus i 2017.

Hans forgænger på posten, Søren Pind fra Venstre, lancerede i 2016 loven om ophold i konfliktområder som et led i "den hårde linje over for terror".

Imidlertid er den første, der er blevet dømt, altså en borger, der kæmpede imod Islamisk Stat, som af myndighederne beskrives som en terrororganisation.

- Man ville egentlig ramme IS-krigere, men man rammer alle mulige andre, har Tommy Mørck tidligere udtalt.

Deltog i væbnet kamp

I retten har han forsvaret sig med, at han ikke vidste præcis, hvor han befandt sig i ørkenen. Den forklaring blev dog hverken godtaget af by- eller landsret.

Vestre Landsret fandt det ligesom byretten bevist, at den 40-årige flere gange krydsede grænsen til al-Raqqa distriktet og bevægede sig ind i dette.

- Landsretten lagde ved udmålingen af straffen blandt andet vægt på, at manden ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål med at indrejse og opholde sig i distriktet, og at han havde deltaget i væbnet kamp, skriver Vestre Landsret på sin hjemmeside.

Vil måske have sagen prøvet igen

Dommen over Tommy Mørck vil måske blive forsøgt indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det siger advokat Bjørn Elmquist efter Højesterets dom tirsdag.

Afgørelsen giver "anledning til seriøse overvejelser" om at gå videre til domstolen i Strasbourg, lyder det.