Krimi

Kvinde skudt og dræbt på åben gade i Malmø

Ifølge vidner bar kvinden et lille barn i sine arme. Svensk politi jagter lige nu gerningsmændene.

En kvinde i 30'erne er ifølge svensk politi afgået ved døden efter et skyderi i Malmø.

Yderligere to personer er blevet kørt på hospitalet til behandling efter skyderiet i Ribersborg i det centrale Malmø i Sverige mandag formiddag. Kvindens pårørende er underettet.

Politiet fik ifølge flere svenske medier, herunder Sydsvenskan, meldingen om skyderiet omkring klokken 9.58 mandag formiddag. Vidner hørte flere skud på Sergels Väg i den centrale del af Malmø, tæt på Kungsparken.

Ifølge vidner, som svenske medier har talt med, stod en eller to hætteklædte mænd ved en port og ventede tilsyneladende på, at kvinden og hendes mand skulle komme ud.

Da de kom ud ad porten, trådte mændene frem, og skød kvinden med flere skud.

En kvinde i 30'erne er ifølge svensk politi afgået ved døden efter et skyderi i Malmø. Et af vidnerne forklarer her, hvordan hun hørte skuddene.

Løb med pistol i hånden

Ifølge flere svenske medier havde kvinden, der blev ramt af skuddene og nu er afgået ved døden, en baby eller et lille barn i sine arme. Barnet skulle være i god behold.

De oplysninger er ikke bekræftet af politiet.

- Jeg kan ikke kommentere de oplysninger på nuværende tidspunkt, siger svensk politis talsmand Calle Persson til mediernes oplysninger.

Flere vidner så efter skyderiet en sortklædt person løbe fra gerningsstedet med en pistol i hånden.

SVT har en video, der viser personen løbe væk.

Svensk TV 4's journalist Christina Ylander fortæller til TV 2, at skudepisoden er sket i et meget roligt område, der ikke er kendt i kriminel sammenhæng.

Politiet har afspærret området og er i gang med vidneafhøringer. En udbrændt Mercedes kan være det varmeste spor i sagen.

- Vi er til stede og undersøger området. Lige nu pågår et intensivt politiarbejde. Bilen er absolut interessant i den sammenhæng, siger Calle Persson.