Sag om opløsning af banden LTF er formelt udsat

16x9
Arkivfoto. Foto: Scanpix / Scanpix Denmark

Nu vil advokat have midlertidigt forbud ophævet.

Opløsningssagen mod banden Loyal To Familia (LTF) er nu formelt blevet udsat i to til tre måneder.

Det har en dommer ved Københavns Byret besluttet fredag formiddag, skriver DR Nyheder.

I onsdags udsendte politiet og anklagemyndigheden en pressemeddelelse om, at man ville begære sagen mod LTF udsat på grund af sagen om mangelfulde teledata.

Streg under beklageligt

Det skete, fordi anklagemyndigheden i LTF-sagen har brugt tidligere domme mod LTF-medlemmer i sin bevisførelse.

De to anklagere, Lasse Biehl og Emil Folkver, beklager også, at de var blevet nødt til at bede om udsættelse.

- Det er beklageligt med streg under beklageligt. Det er også ærgerligt. Udsættelsen er ikke i nogens interesse, lyder det i retten fredag.

DR Nyheder skriver ikke, hvilken anklager der kommer med udtalelsen.

Kræver forbud ophævet

LTF har i omkring et år været omfattet af et midlertidigt forbud. Bandens advokat, Michael Juul Eriksen, kræver nu, at forbuddet ophæves på grund af udsættelsen.

Det spørgsmål bliver afgjort i næste uge, skriver DR Nyheder.