Fire Bandidos-rockere løsladt efter teledataskandale

16x9
Rigsadvokaten midlertidigt har stoppet brug af teledata som bevis. Foto: Johannes Arne Viktor Skoog

De fire mænd har siddet varetægtsfængslet siden sidste år.

Det blev et kort, men dramatisk retsmøde, da Retten i Holbæk torsdag formiddag skulle tage fat på en sag mod fire mænd i alderen fra 21 til 30 år med relationer til Bandidos.

Alle fire mænd har siddet varetægtsfængslet siden oktober og november sidste år, men i formiddags besluttede anklagemyndigheden på stedet at løslade dem - til stor jubel for dem selv og de mange venner og familiemedlemmer, der var dukket op uden nogen som helst forventning om at få de fire med hjem.

Det skriver Nordvestnyt.

De fire stod tiltalt for grov vold i forbindelse med en konflikt sidste år mellem Bandidos og Vang-gruppen i Holbæk.

Retssagen udsat

Løsladelsen skete straks efter, at retsformanden havde besluttet at udsætte retssagen på ubestemt tid.

Det sker som en konsekvens af teledata-skandalen, som har fået Rigsadvokaten til at indføre et midlertidigt stop for brug af teleoplysninger i straffesager.

Forleden var det vurderingen, at sagen mod de fire mænd ikke ville blive påvirket af teledatasagen, men ved retsmødets begyndelse blev det klart, at de fire tiltaltes forsvarere ikke kan udelukke, at de vil bruge teleoplysninger under sagen.

Anklager Rune Rydik, Midt- og Vestsjællands Politi, kunne oplyse, at Statsadvokaten har oplyst, at det vil kræve, at sagen bliver udsat, hvis der kan komme til at indgå teleoplysninger i bevisførelsen. Det synspunkt tilsluttede både anklageren og forsvareren sig, og retsformanden besluttede derfor at udsætte sagen på ubestemt tid.

Stadig tiltalt

Samtidig argumenterede forsvarerne for, at de fire mænd skulle løslades, da sagen allertidligst vil kunne genoptages til oktober, hvor de har siddet fængslet i mere end et år.

Anklagemyndigheden valgte herefter uden protest at løslade alle fire mænd på stedet. De er formelt stadig tiltalt, men det er uvist, hvornår sagen eventuelt kan genoptages, skriver dagbladet Nordvestnyt.