Kvinde sigtet: Filmede datter blive voldtaget af 59-årig

16x9
Arkivfoto. Østjyllands Politis efterforskning af en sag om overgreb på en tiårig pige har nu ført til endnu en anholdelse. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En 49-årig kvinde sigtes for at filme sin datter blive voldtaget. Kvinden er tirsdag blevet varetægtsfængslet.

Østjyllands Politis efterforskning af en sag om overgreb har nu ført til endnu en anholdelse og fængsling.

Mandag anholdt politiet en 49-årig kvinde, som ifølge Aarhus Stiftstidende sigtes for at have filmet sin nu 14-årige datter blive voldtaget af en 59-årig mand.

Den 59-årige mand blev varetægtsfængslet i sidste uge, hvor han blev sigtet for overgreb på en anden pige - en tiårig. Den tiårige piges mor, en 45-årig kvinde, blev også fængslet i sidste uge.

Begik selvmord i fængslet

Den fængslede mand har siden begået selvmord i arresten.

Den 49-årige kvinde blev tirsdag klokken 13 fremstillet i et grundlovsforhør, hvor en dommer besluttede at varetægtsfængsle hende frem til 12. september. Ifølge Aarhus Stiftstidende erkendte kvinden sigtelsen.

Lukkede døre

Ifølge politiets sigtelse skal kvinden have filmet overgrebene mod datteren mellem maj 2017 og juli 2017.

Aarhus Stiftstidende skriver, at videoerne ifølge sigtelsen viser den 59-årige, som tvang datteren til blandt andet at udføre oralsex på sig.

Dørene ved tirsdagens retsmøde var lukkede. Derfor er det ikke muligt at få oplyst, hvad kvinden forklarede.