Krimijournalister: I Sverige kan man bestille eksplosioner mod dem, man ikke kan lide
Ifølge to journalister er det sandsynligt, at svenskere er blevet hyret til at foretage sprængningerne i København.
Mens dansk politi fortsat efterforsker eksplosionerne mod Skattestyrelsen og en nærpolitistation i København i sidste uge, døjer Sverige med rekordmange eksplosioner.
Alene i perioden januar-maj i år har landet været ramt 93 gange. Senest gik det ud over rådhuset i Landskrona, der blev ramt 8. august.
Til sammenligning var der 63 eksplosioner fra januar-maj i 2018.
Ifølge mangeårig kriminalreporter på Kvällsposten, Mikael Olander, er eksplosioner og bomber et velkendt værktøj hos de kriminelle i Sverige.
- Ifølge mine oplysninger udfører bander sprængninger på bestilling, siger han til TV 2.
Joakim Palmkvist, retsreporter på Sydsvenskan, bakker teorien om.
- Jeg kender til flere personer i Malmøs bandemiljø, der kan bestilles og tilbyder at plante eksplosiver. Det er en kendt metode, hvis person A vil afpresse person B, siger han til TV 2.
Motivet bag eksplosionerne på Nørrebro og Østerbro i København er fortsat ukendt. Men Joakim Palmkvist har et bud:
- Jeg tror ikke, at de her to mistænkte svenskere har noget imod den danske skattestyrelse. Jeg tror, de er bestilt til at lave det beskidte arbejde af andre.
Mand bestilt til at plante eksplosion
Teorien om, at bomber kan bestilles til at blive udført på udvalgte mål, har fået næring, efter at politiet tidligere på året anholdt fire personer.
Der gjorde svensk politi et opsigtsvækkende fund. I en trappeskakt fandt svensk politi 1,77 kilo af det eksplosive sprængstof Minex - fundet i en beholder til nødder.
Der var tale om en færdig sprængladning, som en 22-årig mand siden blev tiltalt for at have i sin besiddelse.
Den færdige sprængladning skulle ifølge Retten i Malmø bruges til afpresning, og den 22-årige mand mistænkes for at blive bestilt til at plante en eksplosion, skriver Kvällsposten.
Samtidig beretter Kvällsposten, at de fire personer har en relation til den 23-årige svensker, der er mistænkt for at stå bag bomben ved Skattestyrelsen, og som Danmark har ønsket udleveret.
"Stenstikker forbindelse til Sverige"
Dansk politi efterforsker fortsat de to eksplosioner, der ramte henholdsvis Skattestyrelsen og en nærpolitistation i København i sidste uge.
Ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S) er der en "stensikker forbindelse" til Sverige. To svenske mænd er da også mistænkt i sagen: En 22-årig mand er begæret udleveret til Danmark og fremstilles fredag ved byretten i Malmø, mens en 23-årig mand stadig er efterlyst internationalt.
Den 22-årige svenske mand har afvist at lade sig udlevere til Danmark. Anklagemyndigheden kan ikke oplyse, hvordan den unge mand forholder sig til anklagerne, da de svenske domstole alene forholder sig til anmodningen om udleveringen.
- Han nægter at lade sig udlevere, og så kan det vare flere uger, siger Måns Björklund fra anklagemyndigheden.
Årsagen er, at selv hvis byretten i Malmø beslutter, at han skal udleveres, kan han anke afgørelsen til landsretten i Sverige.
- Men omvendt kan han jo nå at ombestemme sig, og da går det langt hurtigere, siger Björklund.
Den 22-årige formodede gerningsmand er svensker og har hjemme i udkanten af Malmø, hvor han bor med sine forældre. Den unge mand er ikke tidligere straffet.
De to mistænkte i sagen er beskyttet af navneforbud.