Bilist kørte kvindelig cyklist ihjel - var fuld og frakendt føreretten

16x9
Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Anklager vil i retsmøde i Sønderborg bede dommer om at varetægtsfængsle 35-årig mand.

Efter en dødsulykke torsdag aften på Sydals vil en anklager kræve en bilist varetægtsfængslet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi fredag.

Manden, der er 35 år, sigtes for spirituskørsel, da han påkørte en kvindelig cyklist.

Han er i forvejen frakendt førerretten.

Ulykken skete på Nedervej torsdag aften ved 20.20-tiden. Ifølge de foreløbige undersøgelser blev kvinden påkørt bagfra af bilen, oplyser politiet.

Sigtet for uagtsomt manddrab

I forbindelse med sagen er der altså tre sigtelser - uagtsomt manddrab, spritkørsel og kørsel i frakendelsestiden.

Den anholdte er rumænsk statsborger uden fast bopæl i landet, oplyser politiet fredag.

Retsmødet med begæring om varetægtsfængsling finder sted i Retten i Sønderborg.

I første omgang kunne politiet ikke identificere den dræbte, fordi hun ikke havde identitetspapirer på sig. Det lykkedes dog senere.

Der er tale om en lokal 47-årig kvinde.

De pårørende er underrettet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til TV 2.