Eksplosion ved Skattestyrelsen udført med sprængstof af militær styrke

Gerningsmanden eller -mændene har formentlig haft adgang til brisant sprængstof, der bruges af Forsvaret og nedrivningsfirmaer.

Det var militært sprængstof, der blev brugt tirsdag aften, da en eksplosion rystede Skattestyrelsens kontorer på Østbanegade i København. Det mener lederen af Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, Mick Stenkjær, som bistår politiet i sagen.

- Gerningsmændene har haft adgang til et såkaldt brisant sprængstof. Det er samme type sprængstof, som Forsvaret bruger i dagligdagen. Det kan ikke være en krysantemumbombe, for den er simpelthen ikke kraftig nok til at forårsage en ødelæggelse, som vi har set ude ved Skattestyrelsen, siger han til Berlingske.

Den kraftige eksplosion førte til store skader på bygningens facade, og vidner har efterfølgende fortalt, hvordan vinduer og møbler rystede i deres nærliggende lejligheder.

Bruges af andre end Forsvaret

Brisant sprængstof kaldes ofte plastiksprængstof og kan formes efter, hvilken type sprængning det skal bruges til.

Detonationshastigheden er højere end lydens hastighed, og eksplosionen har en knusende effekt. Denne type sprængstof kræver en detonator.

Det er dog ikke kun i Forsvaret, at de bruger brisant sprængstof. Det gør de også i entreprenørbranchen. Eksempelvis i metrobyggeriet. Så selvom sprængstoffet er det samme, som Forsvaret bruger, så kommer det ikke nødvendigvis derfra.

Men det er formentligt stjålet, da der er meget skarpe regler for, hvem der må købe det, og hvordan det skal opbevares. Og Mick Stenkjær mener, hvis de pågældende virksomheder fører et ordentligt regnskab, vil der måske være interessante spor for politiet der.

Motivet er ukendt

På nuværende tidspunkt har politiet ikke oplyst, hvad motivet for angrebet skulle være. Men de har dog gjort klart, at de ikke mener, der var tale om et personangreb, men et mod selve bygningen.

En enkelt person, der befandt sig på den nærliggende Nordhavn Station, kom til skade ved eksplosionen, men formåede selv at komme på skadestuen.

Normalt arbejder der knap 1000 personer i Skattestyrelsens kontorer på Østerbro, men de er blevet opfordret til at blive hjemme indtil fredag.