Krimi

Mand anholdt efter stor politiaktion i Aarhus

En 27-årig mand forskansede sig i en lejlighed med sin fireårige datter.

En 27-årig mand er blevet anholdt efter at have forskanset sig med sin fireårige datter i en lejlighed i Bispehaven i Hasle i det vestlige Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Flere patruljer blev sendt til området, da manden muligvis ville skade datteren, lyder det fra politiet.

Billeder fra Bispehaven viser, at PET's aktionsstyrke var til stede. Dette har efterretningstjenesten dog ikke villet bekræfte over for Ritzau.

Politiet oplyser videre, at de øvrige beboere i opgangen blev evakueret, "da politiet ikke ville tage nogen chancer, inden man havde det fulde overblik over situationen.

Der var dog på intet tidspunkt nogen fare for de øvrige beboere, siger politiet.

Kort før klokken 16.00 trængte politiet ind i lejligheden, hvor den 27-årige ifølge politiet blev anholdt uden problemer.

- Den fireårige pige var ikke kommet til skade og har det efter omstændighederne godt, skriver politiet.

Den 27-årige er foreløbig blevet sigtet for trusler på livet.

Østjyllands Politi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at sige mere om sagen.