Mand fængslet for drabsforsøg på politibetjent

Han fremstilles i grundlovsforhør onsdag.

Den 53-årige mand, der i går skød en betjent på øen Tåsinge, der ligger syd for Fyn, sigtes for drabsforsøg på en politibetjent.

Det skriver Fyns Anklagere på Twitter.

Onsdag eftermiddag blev den 53-årige ved et grundlovsforhør ved retten i Svendborg fængslet fire uger, han var ikke selv til stede.

Den sigtede mand blev selv hårdt såret i tirsdagens skudveksling med politiet, hvor også en betjent blev ramt, og kunne derfor ikke deltage i retsmødet, som startede klokken 14.

Betjenten, der blev ramt af skud, er blevet opereret i armen, men er fortsat indlagt på hospitalet. Det oplyser Fyns Politi.

Forskansede sig i hus

Fyns Politi modtog tirsdag klokken 13.13 en anmeldelse om, at en person nær Bjerreby på Tåsinge havde truet med et våben, og at han senere havde skudt mod en anden person. Derefter forskansede den bevæbnede mand sig i sit hus.

Politiet rykkede ud og fik evakueret en række borgere, der befandt sig i området, og sendte gas ind ad vinduerne i mandens hus for at tvinge ham ud.

Det lykkedes dog ikke før klokken 16.53, hvor den 53-årige både havde skudt efter politiet, og selv var blevet ramt.

Politiet har ikke kunne oplyse, hvad mandens motiv var, og om han var kendt af politiet i forvejen.

Naboer blev evakueret

En nabo til huset, Lotte Degnbol Hansen, oplevede ifølge TV 2 Fyn politiaktionen på nærmeste hold.

- Der kom to politimænd løbende ind med våben, mens vi var på arbejde. De havde sådan et stort maskingevær og sagde: "Det her er ikke en øvelse". I skal tage jeres bil og løbe omgående og ikke komme for tæt på vinduer, siger Lotte Degnbol Hansen til TV 2 Fyn.

Det kom bag på Lotte Degnbol Hansen, at hendes nabo er endt i sådan en situation.

- Vi kender vores nabo, og han er en venlig mand. Han er normalt altid den mest flinke mand, siger hun.