Mistanke om seriebrande i Nyborg: Folk sover med lyset tændt, siger politiet

I alt ni brande vækker bekymring i lokalområdet, mens politiet arbejder på højtryk for at finde gerningsmanden.

Nyborg har i løbet af foråret og sommeren været udsat for en lang række påsatte brande, der har skabt stor bekymring hos lokalbefolkningen. Søndag opstod der igen en brand, og mandag blev en 59-årig mand anholdt i sagen.

Efter at være blevet afhørt blev manden dog løsladt, da politiet ikke vurderede, at mistankegrundlaget var stærkt nok.

Om der er sammenhæng mellem brandene, vides fortsat ikke. Men til TV 2 siger Fyns Politi, at der sandsynligvis er tale om den samme gerningsmand.

- Vi formoder, at der kun er én gerningsmand. Det skulle simpelthen være påfaldende, at der skulle rende to gerningsmænd rundt og lave de her syge ting, siger Carsten Dichmann, vicepolitiinspektør i Fyns Politi.

- Der er nogle, som vælger ikke at sove hernede

I alt efterforsker politiet ni brande i sagen. Den første opstod i et kolonihavehus i april, og den næste - også i et kolonihavehus - i maj. I juni stod hele tre kolonihavehuse i flammer, og natten til 12. juli opstod der igen tre brande inden for en radius af 400 meter.

Det gik blandt andet ud over Nyborgs Sportsfiskerforenings klubhus.

Søndag eftermiddag var den gal igen, da politiet modtog en anmeldelse om en brand i en kolonihaveforening i samme område, hvor de andre brande opstod.

En af de ramte kolonihaveforeninger er Helgetoften, hvor flere beboere ifølge haveforeningens bestyrelsesformand, Jan Jensen, er utrygge.

- Der er nogle, som vælger ikke at sove hernede. Og så er der andre, som vælger at lade lyset være tændt natten over, siger han til Fyens Stiftstidende.

Politi holder kort tæt til kroppen

I alt ni brande vækker bekymring i lokalområdet, mens politiet arbejder på højtryk for at finde gerningsmanden.

Carsten Dichmann fra Fyns Politi ønsker ikke at kommentere sagen yderligere af hensyn til efterforskningen. Men han lover, at politiet gør alt, hvad man kan, for at få brandene stoppet.

- Vi holder kortene tæt på kroppen, så vi kan få fat i den her gerningsmand. Vi er klar over, at det her vækker dyb bekymring i lokalsamfundet, så vi lægger os i selen for at få det opklaret hurtigst muligt, siger han.

Carsten Dichmann opfordrer til at udvise almindelig agtpågivenhed, hvis man færdes i området, og beder desuden om at underrette politiet, hvis man ser noget mistænkeligt.