Krimi

Kone til pædofilitiltalt: - Jeg skulle tjekke, om der stod noget på nettet om en forsvundet pige

Retten i Holstebro.

Telefonsamtaler mellem den anklagede og hans hustru blev tirsdag afspillet i Retten i Holstebro.

I juni 2018 blev en niårig pige frihedsberøvet i Vinderup nord for Holstebro og voldtaget.

Siden da har en 35-årig mand siddet varetægtsfængslet. Han er tiltalt for at have bortført pigen til et område på Mors og forgrebet sig på hende. Han nægter sig skyldig.

Tirsdag blev den anklagedes hustru afhørt i Retten i Holstebro, og her var anklageren særligt interesseret i at vide, hvad hustruen kunne huske fra to telefonsamtaler mellem hende og den 35-årige mand. Begge optagelser blev afspillet i retten.

Det første opkald stammer fra den dag, Midt- og Vestjyllands Politi ransagede parrets hjem, mens konen var hjemme og manden på arbejde. Betjentene havde fortalt, at de var der i forbindelse med, at en pige var forsvundet.

Om opkaldet forklarede konen:

- Vi havde talt om det tidligere og aftalt, at jeg skulle tjekke, om der stod noget på nettet om, at en pige var forsvundet, sagde hun.

Nævnte et kondom

Anklager Pia Koudahl spurgte herefter, om hun vidste noget om noget seksuelt eller en voldtægt på det tidspunkt.

- Nej, jeg skulle bare kigge efter, om der var nogen, der var forsvundet, svarede hustruen.

Dagen efter - få timer før den 35-årige blev anholdt - talte parret igen i telefon sammen. Denne gang sagde manden, at "de ikke har fundet kondomet fra dengang, som jeg fortalte om". Adspurgt af anklager Pia Koudahl om hustruen kunne huske, hvilket kondom han talte om, svarede hun:

- Nej, det kan jeg ikke. Jeg kan ikke huske, hvad den samtale handlede om. Jeg har prøvet.

- Han siger: "Så kan jeg måske godt klare den". Hvad mener han med det? spurgte anklageren.

- Det ved jeg ikke, svarede hustruen.

I samme telefonsamtale sagde den 35-årige til sin kone, at hun "skal hjælpe ham med at holde fast i, at de er kommet meget i Vinderup".

- Det lyder for mig, som om du ved nøjagtigt, hvad det handler om. Du ved, hvilket kondom han taler om, og du ved, at du skal være med til at give ham et alibi, sagde anklager Pia Koudahl.

- Ja, sådan kan det godt lyde, svarede hustruen.

Var på Mors den aften

Hustruen kunne bekræfte, at hendes mand rigtignok var på Mors den dag i juni sidste år. Men han var der, fordi han skulle hente et nyt dæk til hendes punkterede bil.

Som hun husker det, var hendes mand hjemme fra Mors igen klokken 20.30, hvorefter han begyndte at skifte det punkterede dæk. Anklager Pia Koudahl spurgte, om hendes mand nævnte noget om, at han havde haft en pige med i bilen.

- Nej, det fortalte han ikke til mig. Der var ikke tid til så meget snak, han skulle jo skifte dæk. Det er ikke særlig tit, vi taler om, hvad han laver i løbet af en arbejdsdag, sagde hustruen.

Er tidligere dømt

Den anklagede har erkendt, at han samlede pigen op i sin bil 13. juni sidste år, men forklarer, at han gjorde det, fordi hun så ud til at være ked af det.

Derfor tog han hende med og satte hende af tæt på hendes hjem. Der skete intet seksuelt på turen, forklarede den 35-årige i retten på sagens første dag.

Han forklarede også, at han ikke blev overrasket, da han blev sat i forbindelse med sagen. Han er tidligere dømt for voldtægt af et barn, og derfor er han også tidligere blevet opsøgt af politiet, når der har været voldtægtssager i hans lokalområde, forklarede han.

Der er afsat i alt ni dage til retssagen, og der ventes at falde dom 8. eller 9. juli. Hvis den tiltalte findes skyldig, vil anklageren gå efter en forvaringsdom, som er en sanktion, der kan komme på tale, når der efter anklagemyndighedens opfattelse er tale om en særligt farlig person.