Krimi

21-årig mand fængslet - forbindes med dobbeltdrab

Dommer i Glostrup bestemmer, at sigtelsen skal holdes hemmelig.

En 21-årig mand er lørdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet bag dobbeltlukkede døre ved Retten i Glostrup.

Ifølge TV 2s oplysninger forbindes varetægtsfængslingen med en mørkelagt politiaktion i Bispehaven i Aarhus fredag aften og dobbeltdrabet i Herlev tirsdag.

Ved politiaktionen i Aarhus blev en person anholdt af svært bevæbnet politi.

Anklager Jannik Rasmussen fra Københavns Vestegns Politi oplyser til Ritzau, at retsmødet, der varede én time og 40 minutter, er endt med en varetægtsfængsling frem til 25. juli. Tidligere har Københavns Vestegns Politi overfor TV 2 ikke ønsket at oplyse, hvor lang tid den 21-årige er blevet varetægtsfængslet.

En dommer besluttede dog, at offentligheden ikke skal have information om den præcise sigtelse mod den anholdte.

Jannik Rasmussen kan grundet de dobbeltlukkede døre ikke oplyse nærmere om hverken sigtelsens indhold eller den sigtedes stillingtagen.

Dog kan han oplyse, at den sigtede har taget forbehold for at kære kendelsen om fængsling.

Stort politiopbud

Politiet tog sikkerheden ved grundlovsforhøret meget alvorligt.

Således blev den 21-årige fremstillet i et særligt retslokale, ligesom politiets indsatsstyrke var talstærkt til stede. Den anholdte var han fikseret, da han blev ført til retslokalet. Først da han satte sig ved siden af sin forsvarer, blev hans hænder løsnet.

I retten argumenterede forsvareren ifølge Ekstra Bladet mod dørlukningen og sagde, at det var "indlysende for alle og enhver", hvad sagen drejer sig om.

Sigtelsen er ifølge forsvareren alvorlig.

To dræbte i Herlev

Maskerede mænd dræbte tirsdag to personer i Sennepshaven i Herlev. De maskerede mænd brugte pistoler og automatrifler til at affyre mindst ti skud mod de to ofre.

De dræbte blev henholdsvis 21 og 23 år.

Ifølge den svenske avis Expressen er den 23-årige medlem af banden Shottaz fra Rinkeby ved Stockholm. Den 21-årige skulle stamme fra Tensta, som også ligger ved den svenske hovedstad.

Likvideringen blev set af flere vidner, og episoden blev desuden filmet. Efterforskere har analyseret videoen.

Efterfølgende har politiet muligvis fundet spor i gerningsmændenes flugtbil. Den sølvgrå Audi S4 blev fundet i Nærum, hvor den var blevet forsøgt brændt af.

Dansk politi arbejder tæt sammen med svenske kolleger om efterforskningen, som politiinspektør Flemming Madsen fra Københavns Vestegns Politi forleden betegnede som meget omfattende.