Krimi

Politi: To yngre mænd dræbt af skud i Herlev er formentlig svenskere

Ofrenes bil var svensk indregisteret, og ifølge flere svenske medier har ejeren adresse i Malmø.

Københavns Vestegns Politi oplyser i en pressemeddelelse, at de to yngre mænd, der tirsdag aften blev skuddræbt i Sennepshaven i Herlev, formentlig er svenskere.

Det viser politiets indledende undersøgelser, men der mangler fortsat endelig bekræftelse.

Den ene af de to yngre mænd afgik ved døden på stedet. Den anden blev først meldt i "særdeles kritisk tilstand," men hans liv stod ikke til at redde, og han blev senere erklæret død.

Politiets efterforskning viser, at der er blevet skudt mindst ti gange med flere forskellige våben - formentlig både pistol og automatriffel.

Ofrenes bil var svensk indregisteret, og ifølge flere svenske medier har ejeren adresse i Malmø. Det er uvist, om ejeren af bilen også er en af de skuddræbte.

Umiddelbart efter skyderiet kørte en lys, grå bil af mærket Audi fra stedet. Der var tale om en stjålet Audi, og bilen blev efterfølgende fundet på Skodsborgvej i Nærum.

Svensk politi oplyser til Ritzau, at de svenske myndigheder samarbejder med politiet i Danmark.

- Jeg kan ikke kommentere oplysningerne. Det er et skyderi sket på dansk grund, men vi samarbejder med det danske politi, lyder det fra pressekontakten.