Krimi

Mand opsøgte Inger Støjberg i byen før drab og partering af kvinde - nu begynder retssagen

Retssagen foregår i Retten i Aalborg. Der er afsat tre dage til sagens behandling. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Inger Støjberg kontaktede selv politiet, efter hun så et signalement af den tiltalte mand.

Tirsdag fra klokken ni ruller retssagen mod en nu 29-årig mand, der er tiltalt for at have dræbt en kvinde med adskillige knivstik i Hadsund i november 2018.

Yderligere er manden tiltalt for 'usømmelig behandling af lig', da han ifølge anklageskriftet gik i gang med at partere liget i en garage.

Ifølge den 29-årige selv, kan han ikke huske noget fra hændelsen, og han nægter sig derfor skyldig i de to forhold.

Opsøgte Inger Støjberg

Sagen skabte stor røre i lokalområdet, hvor politiet løbende har afhørt vidner - heriblandt fungerende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Samme aften, som drabet blev begået, blev hun nemlig opsøgt af den drabssigtede mand. Det oplyste ministeren en uge efter hændelsen i et Facebook-opslag.

Heri beskrev hun, hvordan hun henvendte sig til politiet efter at have set signalementet fra grundlovsforhøret, hvor den dengang 28-årige blev fængslet.

- Årsagen er, at den sigtede og varetægtsfængslede 28-årige mand hen på aftenen lørdag 10. november tog kontakt og indledte en samtale med mig.

- Det skete efter en koncert, mens jeg sad og hyggede mig sammen med en flok naboer og veninder på Den Grå Kok Vinkælderen i Hadsund, skrev Inger Støjberg.

Kære alle Jeg håber, at I alle vil behandle dette opslag med alvor og respekt. Som det har været beskrevet i medierne,...

Posted by Inger Støjberg on Sunday, November 18, 2018

Ministeren understregede dengang, at hun ikke ønskede at udtale sig yderligere om sagen i offentligheden.

Behandles over to dage

Udover ovenstående forhold er den 29-årige sigtet for overtrædelse af knivloven, da han var i besiddelse af både en springkniv og en kastekniv på sin bopæl i Hadsund.

Han havde desuden været i besiddelse af en pumpgun med tilhørende ammunition og er derfor også sigtet efter våbenloven.

Der er afsat tre dage til sagens behandling.