Krimi

Dødsvold mod polak på Amager koster hjemløse otte års fængsel

To mænd er fredag blevet dømt i Københavns Byret for et brutalt overfald i august sidste år.  Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Et brutalt overfald skete over længere tid, da en 43-årig mand blev banket til døde ved Christianshavns Vold.

En 43-årig polsk mand blev 1. august fundet i vandet ved Christmas Møllers Plads på Amager. Han var blevet tæsket til døde med slag i hovedet og adskillige tramp og spark.

To mænd - en rumæner og en dansker - er fredag blevet dømt for det brutale overfald. De er ved Københavns Byret begge blevet idømt otte års fængsel. Derudover er rumæneren blevet udvist for bestandig.

De er dømt for vold med døden til følge.

Den 30-årige rumæner, Claudiu-Razvan Popa, har valgt at anke dommen. Han går efter frifindelse i sagen, men har subsidiært anket til formildelse.

39-årige Hans Lauritz Josefsen har bedt om betænkningstid. Han har nu to uger til at anke eller acceptere dommen.

Dunket hovedet i asfalten

Det var om morgenen den 1. august 2018, at politiet rykkede ud til vandet, der er rundt om bydelen Christianshavn.

Her blev den 43-årige polak fundet liggende bevidstløs i vandet. Han var blevet banket og havde blandt andet fået sit hoved dunket ned i asfalten. Derudover havde han fået en livrem om halsen og var blevet trukket ud i vandet.

En tililende fik ham dog reddet i land. Herefter fortsatte overfaldet dog.

Scenariet udspillede sig ifølge anklageskriftet flere gange.

Mænd var hjemløse, motiv er uklart

Mandens kvæstelser var så omfattende, at han blev erklæret død på Rigshospitalet klokken 18.58 om aftenen den 1. august.

Et egentligt motiv til overfaldet er ikke blevet klarlagt i løbet af retssagen.

- Der har formentlig været tale om en situation, der er eskaleret i forbindelse med et drikkelag, siger anklager i sagen Kristoffer Gammelgaard Petersen, der er tilfreds med dommen.

Både de to dømte og polakken var hjemløse.

Nægter sig skyldig i drab

Politiet mener, at også en tredje gerningsmand var med til dødsvolden. Det er dog ikke lykkedes at få identificeret manden - ud over at han bliver kaldt "Mariano".

Umiddelbart efter fundet af det livløse offer blev tre mænd anholdt. De blev dog alle løsladt igen samme aften.

Den nu 39-årige Hans Lauritz Josefsen erkendte allerede i grundlovsforhøret, at han havde begået vold, men han nægtede sig skyldig i drab.