Krimi

Tidligere chefjurist blandt sigtede i Danske Bank-sag

Flemming Pristed, der var chefjurist i Danske Bank, deltog i en høring om hvidvask i Landstingssalen i efteråret 2018. Niels Ahlmann Olesen / Scanpix Denmark

En af de medarbejdere fra Danske Bank, der er sigtet i hvidvasksag, er den tidligere chefjurist.

Danske Banks tidligere chefjurist Flemming Pristed er en af flere tidligere chefer i Danske Bank, der er blevet sigtet i forbindelse med Bagmandspolitiets efterforskning af bankens hvidvasksag.

Det bekræfter Flemming Pristeds advokat, Jens Christensen, til Berlingske.

Sigtelserne lyder ifølge avisen på overtrædelser af hvidvaskloven. Tidligere er det blevet kendt, at en anden sigtet er bankens tidligere topchef Thomas Borgen.

Flere lande efterforsker stadig

Jens Christensen skriver til avisen, at hverken han eller Flemming Pristed har nogen kommentar til sigtelsen.

Sigtelserne er en udløber af sagen om hvidvask gennem bankens estiske filial.

Ifølge Danske Banks egen undersøgelse flød op til 1500 milliarder kroner gennem afdelingen fra udenlandske kunder. Størstedelen af beløbet vurderes at være mistænkeligt.

Danske Bank bliver i den forbindelse undersøgt af myndigheder i Danmark, Estland, Frankrig og USA. Banken er sigtet i Frankrig og Danmark.

I Danske Banks egen advokatundersøgelse blev det afsløret, at ledelsen i banken gentagne gange blev advaret om mistænkelige kunder og alvorlige mangler i forebyggelsen af hvidvask i den estiske filial.

Advaret af whistleblower

Flemming Pristed fik i maj 2018 kritik som følge af en rapport fra Finanstilsynet.

Banken blev i december 2013 advaret af en intern whistleblower om aktiviteterne i bankens estiske filial.

Ifølge tilsynets rapport undlod blandt andre Flemming Pristed i 2014 at tage stilling til, om banken var forpligtet til at undersøge omfanget af mistænkelige transaktioner.

Derudover stod Flemming Pristed i spidsen for bankens samarbejde med Finanstilsynet, da tilsynet i 2017 og 2018 undersøgte sagen. Det samarbejde har tilsynet senere brokket sig over.

Flemming Pristed forlod banken i oktober sidste år.