Drab på dansk og norsk kvinde skal snart for retten i Marokko
2. maj begynder en retssag med 24 mænd, der er tiltalt i sagen om drabene på en dansk og en norsk studerende.
Om ni dage tager en domstol i Marokko hul på en retssag om drabene på 24-årige danske Louisa Vesterager Jespersen og 28-årige norske Maren Ueland.
Det oplyser forsvarsadvokat Saad Sahli.
Drabene er af marokkanske myndigheder blevet kaldt terror, og i sagen er der blandt andet anklager om at fremme terror samt at danne en terrorcelle.
Der er desuden rejst tiltale for at gøre personer fortræd med fuldt overlæg.
Fire hovedmistænkte
Sagen vil foregå i byen Sale, som ligger nær hovedstaden, Rabat, oplyser forsvarsadvokaten.
Det har før været fremme, at marokkansk politi har anholdt fire hovedmistænkte i sagen.
En spansk-schweizisk mand, som ifølge myndighederne har tilsluttet sig "ekstrem ideologi", er anklaget for at hjælpe de fire hovedmistænkte med drabene.
Anklagen nægter han sig dog skyldig i.
33-årig idømt 10 års fængsel
Det var 17. december, at de to unge kvinder blev fundet dræbt nær landsbyen Imlil i Marokko. De havde været på vandretur i bjergene.
Kvinderne var blevet udsat for knivstik og efterfølgende halshugget.
I sagen er en 33-årig schweizisk-britisk mand allerede blevet idømt ti års fængsel.
Manden er kendt skyldig i at have været en del af en terrororganisation, at have forsvaret terror og for ikke at have oplyst om en kriminel handling.
Han er ikke dømt for at have noget med selve drabene at gøre.