Rumænsk politi på storstilet kokainjagt i vandkanten

16x9
Rumænsk politi har fundet 130 kilo kokain på Sortehavskysten. Foto: Rotorhead/freeimages.com

Rumænien har iværksat en eftersøgning, efter at en stor mængde kokain skyllede op på sortehavskysten.

Rumænien har iværksat en storstilet eftersøgning langs Sortehavets kyst. Det sker efter, at der er skyllet 130 kilo kokain i land. Omkring 300 politifolk er sat ind i eftersøgningen sammen med 14 skibe fra kystvagten, rapporterer BBC.

Politiet i Rumænien bekræfter, at to helikoptere, adskillige både og dykkere deltager i eftersøgningen. Den rumænske tv-station Digi24 siger, at operationen strækker sig over 90 kilometer langs kysten.

Myndighederne har rådet befolkningen til ikke at åbne pakkerne med narkotika, hvis de skulle støde på dem.

Ligger på narkorute

Rumænien siges at ligge på en transitrute for narkotikasmugling, der forbinder Latinamerika med Europa.

Den fundne kokain menes at være en del af en ladning med omkring et ton kokain. Den blev fundet på et forladt skib for godt to uger siden. To serbere blev anholdt i forbindelse med fundet.

En talsmand for politiet, Georgian Dragan, siger i en advarsel til lokale medier, at kokainen har en høj koncentration - over 90 procent.

- Det kan være livsfarligt, siger han.

Kokain for milliarder

I 2016 beslaglagde rumænsk politi 2,5 ton kokain til en værdi af mindst 600 millioner euro - omkring 4,5 milliarder kroner. Den last skulle have været til Holland. Kokainen var gemt i containere med bananer.

Maritime Analysis and Operations Centre, et tværnationalt foretagende med base i Lissabon, sagde i efteråret, at der gennem 2018 var sket en markant stigning i antallet af beslaglæggelser af narkotika fra smuglere, der forsøgte at krydse Atlanterhavet.

Blandt andet har politiet i den belgiske by Gent beslaglagt næsten to ton kokain. Det havde en gadeværdi på 100 millioner euro - omkring 746 millioner kroner.

De portugisiske myndigheder beslaglagde i september blandt andet næsten 900 kilo kokain fra en yacht i Atlanterhavet nær den portugisiske øgruppe Azorerne.