Krimi

Dansk dækmilliardær får seks års fængsel i stor svindelsag

Sagen handler om en dækkonge, et stort pensionsselskab, en fyret revisor og 420 millioner kroner, der ikke var, hvor de skulle være.

Den tidligere forretningsmand Bent A. Nielsen skal seks år i fængsel og får frataget 73 millioner kroner. En medtiltalt, en tidligere revisor, får tre års fængsel. Det har Retten i Viborg besluttet.

Begge de dømte har anket om frifindelse, oplyser revisorens forsvarer.

Med byrettens afgørelse er der dog sat et foreløbigt punktum i sagen mod Bent A. Nielsen fra Viborg. I 2002 blev han landskendt, da han solgte sit dækfirma, Viborg Gruppen, til franske Michelin for omkring 2,2 milliarder danske kroner.

De hårdeste domme for økonomisk kriminalitet

  • Stein Bagger fik 7 års fængsel for IT Factory-sagen
  • Lars Nørholt fik 7 års fængsel for Hesalight-sagen
  • Klaus Riskær fik 6 års fængsel for bedrageri og mandatsvig
  • Amanda Jakobsen fik 4,5 års fængsel for bedrageri hos Gate Gourmet

Siden kastede Bent A. Nielsen sin tid i firmaet Genan, han selv havde stiftet. Firmaet, der omsætter brugte dæk til gummigranulat, der bruges som underlag til blandt andet legepladser og kunststofbaner, er midtpunktet i den spektakulære sag involverende én af Danmarks største pensionskasser, en fyret revisor fra Deloitte og en aftale om 420 millioner kroner.

En økonomisk succes eksploderede

Længe blev Genan omtalt som både en grøn såvel som økonomisk succes. Derfor købte pensionsselskabet PKA sig i 2007 ind for en sum på cirka 900 millioner kroner.

Som en del af aftalen mellem Bent A. Nielsen og PKA skulle disse penge geninvesteres i Genan, så gummivirksomheden fra Viborg kunne blive en af de førende i hele verden.

Ifølge mediet Finans, der har fulgt sagen tæt, var det PKA’s plan, at Genan enten skulle sælges eller børsnoteres i 2015, men i juni 2014 kom et forsinket regnskab på tværs. Det skete, fordi en eller flere whistleblowere i det store revisionshus Deloitte gjorde ledelsen opmærksom på, at der kunne være blevet fiflet med tallene i Genans regnskaber.

Resultatet var, at den ansvarlige revisor først blev suspenderet og siden fyret, og at en række Genan-regnskaber måtte korrigeres med tilbagevirkende kraft. Overskud blev til underskud, og egenkapitalen viste sig at være ikke-eksisterende, da tallene blev gennemgået.

Revisoren fra Deloitte, der har stået for at udarbejde Genans regnskaber, er siden blevet tiltalt som medvirkende i straffesagen, mens stifteren af Genan, Bent A. Nielsen, i august 2014 blev købt ud af selskabet for én euro af PKA.

Her slutter sagen dog så langt fra.

420 millioner

I starten af 2018 tiltalte bagmandspolitiet Bent A. Nielsen for bedrageri og mandatsvig af særlig grov beskaffenhed. Begge anklagepunkter har udspring i en aftale om 420 millioner kroner, Genan i 2005 indgik med Bent A. Nielsens tyske selskab BAN International GmbH.

Under retssagen mod Bent A. Nielsen er det kommet frem, at BAN International lånte pengene af Genan til en rente på fem-seks procent, og at BAN International fra sit hovedsæde i Hamborg skulle investere pengene. Forventningerne var et afkast på 20 procent om året, har Bent A. Nielsen fortalt.

Den første del af anklagen mod Bent A. Nielsen vedrører direkte aftalen om de 420 millioner kroner og handler om, at Genan i 2013 ville låne 1,23 milliarder kroner af sine bankforbindelser. For at bankerne ville give Genan det lån, stillede de som betingelse, at BAN International havde tilbagebetalt de 420 millioner, de havde lånt af Genan.

Det havde de, lovede Bent A. Nielsen ifølge anklageskriftet og fremlagde en revisorerklæring om, at BAN International og Genan ikke havde noget udestående.

Det er derfor, revisoren fra Deloitte er tiltalt for medvirken til bedrageri.

Pengene var nemlig ikke blevet tilbagebetalt. Gælden var derimod blevet flyttet fra BAN International til et andet selskab, Bent A. Nielsen ejede, uden at pengene havde fulgt med. Derfor var det nu det nye selskab, der stod med gælden på 420 millioner kroner til Genan, uden at de havde penge til at indfri gælden.

Ordlyden i revisorerklæringen var dog korrekt, mener revisoren, der derfor har erklæret sig uskyldig i anklagerne. Retten i Viborg har dog takseret hans gerning til tre års fængsel.

Privatforbrug for firmapenge

Den anden del af sagen mod Bent A. Nielsen handler om mandatsvig, men vedrører også de 420 millioner, der blev ført fra Genan til BAN International GmbH. Ifølge anklageskriftet overførte Bent A. Nielsen i årene 2008-2011 godt 73 millioner kroner til egne og andres konti. De penge er blevet brugt på en lejlighed, renovering af et sommerhus i Gl. Skagen samt gaver og overførsler til familiemedlemmer, mener bagmandspolitiet.

Derfor har bagmandspolitiet begæret et beløb svarende til de godt 73 millioner kroner beslaglagt fra Bent A. Nielsen. Om det er muligt – og hvor stor hans formue er – er dog ukendt. Længe blev det antaget, at han efter salget af Viborg Gruppen var blandt landets rigeste, men da han i 2014 aftalte med PKA, at han skulle skyde 17 millioner kroner i Genan, blev han nødt til at låne pengene – af PKA.

Milliardtab

I alt menes PKA at have tabt mere end en milliard kroner på Genan-sagen. Et lignende beløb menes en række banker at have mistet. I 2016, efter at have overtaget kontrollen med Genan, skød PKA yderligere 300 millioner kroner i selskabet, og samtidig eftergav flere banker gæld for samlet set 280 millioner kroner, for at Genan kunne overleve.

Derudover har det store revisionshus Deloitte ifølge Finans’ oplysninger betalt i omegnen af en halv milliard i erstatning til bankerne for deres rolle i sagen. Det menes at være den største bod, der er betalt i dansk erhvervsliv.

Finans har desuden skrevet, at BAN International fortsat skylder Genan 420 millioner kroner, men at gummivirksomheden fra Viborg har afskrevet beløbet, fordi den ikke regner med at se pengene igen.

”Den sande historie om Genan”

Bent A. Nielsen har hele sagen igennem bebudet sin uskyld. Da han selv vidnede i sagen, sagde han, at han havde betalt mere end de 420 millioner kroner tilbage til Genan i renter og afdrag, og at revisorerklæringen var sandfærdig.

Undervejs har han fået fremstillet og trykt en 20-sider lang avis, der er blevet husstandsomdelt i Viborg, med overskriften ”Den sande historie om Genan”. Her afviser han alle anklager.

Men torsdag nåede Retten i Viborg altså frem til en anden konklusion.