Krimi

26-årig mand varetægtsfængslet i sag om drab på tre ældre

Manden er varetægtsfængslet i fire uger.

En 26-årig mand er blevet varetægtsfængslet i yderligere fire uger i sagen om drab på tre ældre mennesker i et boligkompleks på ydre Østerbro.

Det er sket ved et retsmøde for lukkede døre i Københavns Byret.

Den 26-årige var ikke selv til stede i byretten, men deltog gennem en videoforbindelse fra Vestre Fængsel, hvor han sidder varetægtsfængslet.

Med armene foldet på bordet sagde han sit navn – men det var det eneste, inden dørene blev lukket af hensyn til den videre efterforskning.

Politiet ønskede ikke, at der kom oplysninger ud fra retsmødet, som vil kunne påvirke vidner i sagen – ligesom sagen stadig er på et tidligt stadie, forklarede anklager Søren Harboe.

Datter fattede mistanke og slog alarm

Sagen begyndte at rulle, da en 81-årig kvinde mistede livet 7. marts i sit hjem på Østerbro i København.

Ligsynet pegede i første omgang på en naturlig død. Men tre dage senere blev en 26- årig mand sigtet for drab, efter kvindens datter havde fattet mistanke og alarmeret myndighederne.

Den 26-årige mand er senere blevet sigtet for i alt tre drab. Men det var kun det ene drab, der i dag blev ført bevis for og behandlet i retten.

Anklageren har oplyst, der skal ske yderligere forhøring i ejendommen, hvor de tre ældre boede. Derudover skal der sikres overvågningsvideoer, som også skal gennemses, gerningssteder skal undersøges, og der skal undersøges sålaftryk og fingeraftryk.

Hertil kommer den elektroniske efterforskning som gennemsyn af den sigtedes telefon og transaktioner på de ældres bankkonti. Det skyldes, at der ifølge politiets efterforskning i mindst to tilfælde er konstateret misbrug af dankort, som er sket efter, de pågældende personer er afgået ved døden.