Dobbeltdrab i Marokko

15-årig dreng tilstår deling af drabsvideo

Flere andre unge er også sigtet.

En dreng på 15 år fra Esbjerg Kommune er ligesom en række andre unge og ældre blevet sigtet for at dele en drabsvideo fra Marokko.

Oplysningen kommer fra Syd- og Sønderjyllands Politi, som i en pressemeddelelse mandag også fortæller, at drengen har erkendt at have delt videoen.

Rundt om i landet er en række unge, men også ældre personer, blevet sigtet for at have spredt videoen til andre.

Reaktionen fra politiet kom i begyndelsen af marts, efter at anklagemyndigheden i nogen tid havde overvejet, om det kunne være en lovovertrædelse at viderebringe videoen.

Videooptagelsen stammer fra Marokko. Her blev den 24-årige dansker Louisa Vesterager Jespersen og den 28-årige norske Maren Ueland i december dræbt, da de var på vandretur i Atlasbjergene.

Forbrydelsen er blevet beskrevet som en terrorhandling.