Krimi

Tidligere udsendt soldat varetægtsfængslet i fire uger for drab

Den 42-årige mand, der er anholdt i sagen, er tidligere udsendt soldat.

Den 42-årige mand, der er sigtet for drab på en 47-årig mand i et muligt jalousi-opgør i Gladsaxe, er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Således lød dommerens beslutning i grundlovsforhøret ved Retten i Glostrup.

Retsmødet foregik bag lukkede døre, og der er nedlagt navneforbud i sagen. 

Den sigtede erkender vold med døden til følge, men nægter sig skyldig i manddrab.

Brugte Hærens våben

Den sigtede er professionel soldat, ansat i Hæren og har tidligere været udsendt flere gange. Det bekræfter generalmajor Kenneth Pedersen, der er chef for Hærkommandoen, overfor TV 2.

Kenneth Pedersen oplyser desuden, at den sigtede formentlig brugte en af Hærens pistoler - en såkaldt Neuhauser.

- Det er ikke meningen, at man skal have sådan en liggende derhjemme. Det er sådan, at vi har våbenkamre, alarmer og vagter, men der er en række betroede mennesker, der har koderne. Desuden er våben jo også nogle gange ude, da det i sagens natur er de værktøjer, vi anvender, forklarer han.

Ifølge generalmajoren er det endnu for tidligt at sige, om der er sket en sikkerhedsbrist hos Hæren, men på grund af den drabssigtedes tilknytning og brugen af Hærens våben, er Forsvarets Auditørkorps gået ind i sagen.

Et muligt jalousidrab

Det var klokken 7.18 fredag morgen, at politiet fik en henvendelse om, at en mand var blevet skudt i et hus på Stengårds Allé. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Københavns Vestegns Politi har derfor siden fredag morgen været til stede på Stengårds Allé i Gladsaxe nær København.

Politiet kunne kort efter konstatere, at en 47-årig mand på adressen var død af skud i overkroppen. Der var ifølge sigtelsen blevet skudt tre gange.

- Vi er fortsat i det indledende stadie af efterforskningen, men på nuværende tidspunkt ligner det et muligt jalousidrab, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

Ført væk i hvid heldragt

Den 42-årige sigtede blev anholdt tidligt på dagen og blev ført bort iført en hvid heldragt af den type, som politiet bruger for at kunne sikre eventuelle spor, som måtte være på en mistænkt.

Det er normal procedure i blandt andet drabssager, at den mistænkte bliver kørt til en legemsundersøgelse på Retsmedicinsk Institut i København.

Politiet har underrettet de nærmeste pårørende til den afdøde.