Krimi

Familie til mand mistænkt for moskédrab hjælper politiet

Familien til den australske mand, der er mistænkt for massedrab i New Zealand, kontaktede selv politiet.

Familien til den australske mand, der er mistænkt for massedrab i New Zealand, kontaktede selv politiet.

Familien til den australske mand, som er sigtet for at stå bag drabene i to moskéer fredag i Christchurch i New Zealand, samarbejder med australsk politi.

Det oplyser Mick Fuller, der er politichef i delstaten New South Wales, natten til lørdag dansk tid.

Australsk politi efterforsker sagen både for at assistere politiet i New Zealand, men også af hensyn til borgernes sikkerhed i den australske delstat, hvorfra den mistænkte drabsmand, Brenton Harrison Tarrant, oprindeligt kommer.

Familien kontaktede selv politiet

Hans familie kontaktede selv politiet efter at have set nyheden, om at 49 personer fredag mistede livet i skyderier i to moskéer i Christchurch.

Den drabssigtede mand har ifølge politichefen kun opholdt sig sporadisk i Australien de sidste fire år.

Den 28-årige Brenton Harrison Tarrant blev lørdag formiddag lokal tid fremstillet med foreløbigt én sigtelse om drab, men flere sigtelser vil følge, sagde en dommer ved retten i Christchurch.

Brenton Harrison Tarrant skal forblive fængslet indtil det næste retsmøde, som er berammet til den 5. april.