Krimi

Person død efter røgudvikling i lejlighed på Amager

(Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Beboerne i en opgang på Amager blev kort efter klokken to i nat evakueret på grund af kraftig røgudvikling.

Københavns Politi har natten til torsdag fundet en livløs person i en lejlighed på Milanovej på Amager.

Det oplyser vagtchef Kristian Rodin til TV 2.

- Klokken 02.11 får vi en anmeldelse om kraftig røgudvikling i en opgang. Nogle beboere får evakueret de fleste andre beboere i ejendommen ved at banke på dørene, da de alarmerer os. Da brandvæsenet når frem, finder man en livløs person, fortæller vagtchefen og uddyber:

- Den livløse person er kørt på hospitalet.

Årsag til røgudvikling ukendt

Torsdag morgen kan politiet bekræfte, at den pågældende person var røgforgiftet og afgået ved døden.

Vagchefen fortæller, at vedkommende skal identificeres.

Derfor er ingen pårørende endnu blevet underrettet om dødsfaldet.

- Der er ikke kommet andre beboere til skade i forbindelse med røgudviklingen, fortæller Kristian Rodin til TV 2.

De fleste beboere var klokken 03.30 i nat tilbage i deres lejligheder igen. Det er kun en enkelt lejlighed, der er blevet beskadiget i forbindelse med røgudviklingen.

Politiet kender endnu ikke årsagen til den kraftige røgudvikling i lejligheden på Amager.