Krimi

Grov sag om forældres misbrug af fire børn handler om vold og perversiteter

Et forældrepar fremstilles for første gang i et åbent retsmøde, efter de i 2017 blev varetægtsfængslet mistænkt for årelange overgreb.

Et forældrepar fra Vejen bliver nu konfronteret med deres søn og tre døtre, efter parret i november 2017 blev varetægtsfængslet i hemmelighed i en omfattende sag om systematisk vold og seksuelt misbrug af deres fire børn.

Det sker, når retssagen mod den nu 63-årige mand og 60-årige kvinde mandag begynder ved Retten i Esbjerg.

Begge er tiltalt for systematisk misbrug og vold af særlig rå, farlig eller brutal karakter mod de dengang mindreårige børn - begge har nægtet sig skyldige. Kvinden er biologisk mor til alle fire børn, mens manden er biologisk far til de to yngste. 

Vold og misbrug

Anklageskriftets 11 sider er en lang opremsning af seksuelle perversiteter, torturlignende vold og andre former for mishandling, der skal være begået i perioden fra 1987 til 1994.

Langt størstedelen af overgrebene skal være foregået ved parrets bolig i Vejen lidt vest for Kolding, mens et enkelt forhold også omfatter mishandling, der skal have fundet sted i den daværende Munkebo Kommune på Fyn.

Både manden og kvinden skal have deltaget i de seksuelle overgreb, ligesom der også skal have været andre uidentificerede medgerningsmænd involveret.

Misbrugt som fireårig

Anklageskriftet beskriver blandt andet, hvordan en af pigerne blot var fire år gammel, da hun blev misbrugt som led i en drikke- eller narkoleg mellem den nu 63-årige mand og flere andre mænd, der var gæster i hjemmet.

I andre tilfælde skal børnene på forskellige måder være blevet bundet, slået og voldtaget - eller truet på forskellige måder til at deltage i handlinger af seksuel karakter med forældrene, ukendte mænd eller hinanden.

Blandt andet er begge forældre tiltalt for flere gange at true en af døtrene, der var fem år, og en af sønnerne, der var ni, til at de to skulle være sammen seksuelt.

Børnene skal desuden være blevet slået med genstande som bælter, piske og bøjler, bundet på forskellig måde, truet og udsat for kvælning.

En af pigerne skal flere gange være besvimet i forbindelse med overgrebene, både i forbindelse med halsgreb, og fordi hendes mor holdt hendes hoved under vand i et badekar. To af pigerne skal være blevet tvunget til at stå mod en væg, mens manden og kvinden kastede knive efter dem, og en af pigerne skal være brændt med en cigaret, fordi hun ikke hentede øl til manden.

Mindst fire års fængsel

Sagen begyndte at rulle i august 2017, da en af de nu voksne døtre henvendte sig til politiet og fortalte, at hun var blevet misbrugt under sin opvækst.

Efter tre måneders efterforskning blev manden og kvinden anholdt, fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet, hvilket de har været lige siden.

Med henvisning til at varetægtsfængslingen er foregået bag lukkede døre, har hverken anklager eller de to forsvarere ønsket at kommentere sagen, eller hvordan de tiltalte på nuværende tidspunkt forholder sig til de rejste anklager.

Sagen er imidlertid rejst som en nævningesag, og det sker kun, når anklagemyndigheden kræver en straf, der er på fire års fængsel eller mere.

Der er afsat ni dage til retssagen, som forventes afsluttet med dom 5. april 2019.