Politiet vil udbrede koncept, der skal løse de sværeste mordgåder
Specialister skal rykke ud til politikredse og hjælpe med drabssager. DF taler for idé om et "nyt rejsehold".
Rigspolitiet arbejder på et nyt koncept, hvor specialister skal hjælpe politikredsene med de mest udfordrende sager. Det skriver Jyllands-Posten.
- Specialisterne skal kunne rykke ud til selve kredsen, siger politiinspektør ved Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC) Mikael Wern, som forklarer, at der vil være tale om "teledataanalytikere, open source-specialister eller andre eksperter".
Fra politisk hold er der et ønske om at styrke politiets drabsefterforskning. Ifølge et svar fra Rigspolitiet til Folketingets Retsudvalg i 2017 var der fra 2009 til 2016 i alt 33 uopklarede drab i Danmark.
Partier vil have en plan
Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti vil have en plan fra Rigspolitiet om drabsområdets fremtid.
- Opklaringsarbejdet har ikke været godt nok i visse sager, siger formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup (DF), til Jyllands-Posten.
Han vil derfor tage idéen om "et nyt rejsehold" med, når en ny økonomisk ramme for politiet skal fastlægges til efteråret.
Reform ramte ikke skiven
Efter politireformen i 2007, hvor 54 politikredse blev til 12, har kredsene selv haft ansvaret for selv de mest komplicerede drabssager.
Tidligere drabschef i det nu nedlagte rejsehold og politiinspektør hos blandt andet Københavns Vestegns Politi og Nordsjællands Politi Bent Isager-Nielsen var fortaler for reformen.
I dag mener han, at reformen "ikke ramte skiven", hvad angår de mest komplicerede drabssager.
- Jeg tror, vi skal have en landsdækkende enhed, som hele tiden kan holde sig skarp på de allermest komplicerede aspekter af drabsefterforskning, siger han til Jyllands-Posten.
Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, siger, at han gerne ser "stærke centrale enheder" i politiet, så længe man samtidig kommer tættere på borgerne i hverdagen.
Over for TV 2 siger Rigspolitiet, at der endnu ikke er konkrete planer om en ny enhed.