Krimi

Lærer sigtet for at skjule kamera i elevers omklædningsrum

- Vi blev naturligvis dybt bekymrede, da vi fik beskeden, fortæller mor til elev på Karensmindeskolen.

En lærer på Karensmindeskolen i Støvring er blevet sigtet for at have videooptaget elever under omklædning, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse

I begyndelsen af februar undersøgte nogle elever en rygsæk, som hang i omklædningsrummet til et idrætslokale på skolen. 

- De ser, at der i rygsækken er et kamera i en kuglepen. Det afleverer de på kontoret, som kontakter os, og det viser sig, at kameraet er forbundet til et hukommelseskort, fortæller vicepolitiinspektør og efterforskningsleder Frank Olsen til Ritzau.

Politiets efterforskere kunne efterfølgende fastslå, hvem der var ejer af rygsækken, og det førte til anholdelse af den 36-årige lærer bosat i Aalborg-området.

Mor: - Vi blev dybt bekymrede

Anette Aldahl er forælder til en pige i 7. klasse på Karensmindeskolen. Hun modtog 4. februar informationen om rygsækken med optageudstyr på Forældreintra.

- Vi blev naturligvis dybt bekymrede, da vi fik beskeden, siger hun til TV 2.

- Vi har jo set og hørt om mange piger, der har fået deres liv ødelagt, fordi der er blevet delt nøgenbilleder af dem. Der skal ikke deles billeder af min datter medmindre, at hun selv har valgt det.

Initiativer i fremtiden

Men trods omstændighederne har datteren ikke været meget påvirket af episoden, forklarer Anette Aldahl.

- Hun har ikke reageret synderligt på det. Det er nok mere mig og min mand, der er blevet nervøse. Vi har dog fået talt med vores datter om, hvordan man skal opføre sig.

I morgen skal der være orienteringsmøde på skolen, og her håber Anette Aldahl at få svar på, hvad der fremadrettet skal ske for at undgå en lignende sag.

- Men eleverne har idræt i en hal, hvor alle har adgang, så jeg tror, at det bliver svært at forhindre. Derfor forventer jeg at få svar på, hvordan skolen vil sørge for, at den her slags ikke sker igen, siger hun.

- Dybt beklagelig situation

I Rebild Kommune bliver sagen også taget meget alvorligt og kaldes "dybt beklagelig". 

- Det er naturligvis fuldstændig uacceptabelt, hvad der er sket. Jeg kan slet ikke beklage nok overfor de børn, der er blevet filmet, siger Vibeke Lei Stoustrup, der er direktør i Rebild Kommune med blandt andet ansvar for skoleområdet, til TV 2.  

Karensmindeskolen har både i forbindelse med fundet af rygsækken og mandag i forbindelse med pressemeddelelsen fra politiet informeret forældrene via Forældreintra. 

Vibeke Lei Stoustrup oplyser derudover, at den ansatte har været tilknyttet skolen i ti år, og at han er fratrådt med øjeblikkelig virkning. 

Efterforskningen fortsætter

I fredags blev den 36-årige afhørt af politiet, som også har beslaglagt flere ting fra mandens bopæl. 

 Efter at han var blevet afhørt, valgte politiet at løslade ham igen. 

- Sagen er blevet vurderet juridisk, og man mener ikke, at der er grundlag for at kræve ham varetægtsfængslet, da han ikke ville kunne påvirke efterforskningen, siger Frank Olsen. 

- Men vi opretholder naturligvis sigtelsen mod ham, og vores efterforskning i sagen fortsætter i den kommende tid. 

Sagen skal nu efterforskes videre hos Rigspolitiets it-efterforskningsafdeling.

Mistænker ikke deling

Vicepolitiinspektøren fremhæver i pressemeddelelsen, at der på nuværende tidspunkt ikke er tegn på, at materialet er blevet delt.

- Det, vi kan sige, er, at der nu ligger et stort efterforskningsarbejde foran os. Vi er i fuld gang med at danne os et overblik over sagen, dokumentere forholdene og kortlægge de spor, blandt andet de tekniske spor, der måtte forefindes, oplyser Frank Olsen.

Han understreger, at hvis der bliver identificeret nogle personer i det beslaglagte materiale, vil både de og forældrene blive kontaktet.