Nye billeder: Britta Nielsen anholdt med 300.000 i kontanter og skjulte kreditkort
En video af svindelsigtede Britta Nielsens anholdelse i Sydafrika viser, hvordan 300.000 kroner blev beslaglagt. Hun var på flugt, lyder vurderingen.
- En, to, tre, fire, fem, seks.
En sydafrikansk betjent tæller de høje bundter med pengesedler, der er lagt frem på spisebordet i den hotellejlighed, hvor 64-årige Britta Nielsen blev anholdt 5. november 2018 i Sydafrika.
Det viser en video, som TV 2 er kommet i besiddelse af.
På det tidspunkt havde Britta Nielsen været eftersøgt i hele verden i omkring en måned – mistænkt for at have svindlet sig til 111 millioner kroner gennem sit arbejde i Socialstyrelsen.
Det er uklart, hvordan hun forholder sig til sigtelsen.
Noterer beslaglagte værdier
Pengene på bordet er sedler i den sydafrikanske valuta, Rand. De har en værdi på omkring 300.000 kroner.
- Må jeg skrive ned i den sorte bog, spørger betjenten i videoen og peger på en notesbog på bordet.
- Selvfølgelig, svarer Britta Nielsen, der ellers ser tavs til.
Hævede en halv million til ”hverdagsudgifter”
Ifølge dokumenter fra de sydafrikanske myndigheder, som TV 2 er kommet i besiddelse af, forklarer Britta Nielsen, at hun kort før anholdelsen hævede, hvad der svarer til en halv million kroner.
- Til hverdagsudgifter, lyder forklaringen, der er gengivet i dokumenterne.
Hun fortæller, at hun for eksempel betalte over 100.000 kroner til mellemmænd, der hjalp hende med at skaffe kontanter og med at arrangere overnatninger, mens hun var eftersøgt.
- Jeg betalte de her mennesker for at hjælpe mig med at undgå den danske presse, som forsøgte at finde mig, lyder det.
Anholdt i hotellejlighed
En hotellejlighed som den, Britta Nielsen blev anholdt i, koster omkring 5000 kroner at leje for en uge.
TV 2 har besøgt stedet.
- Weom Appartments eksemplificerer ny luksus, står der på hjemmesiden.
Lejlighedskomplekset ligger i Johannesburgs dyreste kvarter, Sandton, og ved check in bliver man tilbudt privat kok og bartender mod ekstra betaling.
Gemte kreditkort under chips
Ifølge en sikkerhedsvagt på stedet, der var til stede under anholdelsen, gemte Britta Nielsen sine kreditkort under en bunke chips i et Pringles-paprør.
Richard, som vagten hedder, har af hensyn til sin sikkerhed bedt TV 2 om ikke at nævne hans efternavn eller vise et billede af hans ansigt.
- Der var helt sikkert mere end ti kreditkort, siger han til TV 2.
- Hun havde lagt chips på toppen af kortene, så vi skulle tro, at der kun var chips i røret.
Han fortæller, at Britta Nielsen forklarede betjentene, at det var sådan, hun opbevarede sine ting.
Afviser flugt
Sikkerhedsvagten på hotellet fortæller også, hvordan Britta Nielsen efter hans opfattelse reagerede på anholdelsen.
- Hun var helt traumatiseret. Jeg blev nødt til at hente vand til hende flere gange, siger han.
- Hun gik fuldstændig i panik.
Hun var dog ikke på flugt, har hendes advokat, Nima Nabipour, understreget flere gange.
- Jeg mener ikke, hun er stukket af. Der er nogle bevæggrunde for, hvorfor hun er taget til Sydafrika, og det vil hun meget gerne redegøre for over for en dommer, har Nima Nabipour tidligere sagt til TV 2.
Farvede hår imens hun var eftersøgt
Nima Nabipour har også tidligere afvist, at Britta Nielsens mørke hårfarve, da hun blev anholdt, havde noget som helst at gøre med, at hun var på flugt.
- Det med at farve sit hår, det ved jeg ikke, om man kan konkludere på baggrund af 15-20 år gamle billeder, når man har haft en anden hårfarve. Jeg tror, de fleste af os har ændret hårfarve i løbet af tiden, har Nima Nabipour sagt til TV 2 med henvisning til de gamle billeder, hvor Britta Nielsen havde lyst hår.
Men Britta Nielsen farvede rent faktisk sit hår mørkt, imens hun var eftersøgt.
TV 2 har talt med flere lokale kilder i Sydafrika, som mødte Britta Nielsen i starten af oktober, og de fortæller, at de er helt sikre på, at hendes hår var lysere på det tidspunkt.
Har haft kontakt til søn
Også andre nye oplysninger sætter tidligere udtalelser i et nyt lys.
Britta Nielsens søn, Jimmy Hayat, fortalte kort efter sin anholdelse i oktober Ekstra Bladet, at han på det tidspunkt ikke havde haft kontakt med sin mor længe.
- Det er længe siden, lød det kort fra den 38-årige søn, da avisen interviewede ham efter han var blevet fængslet. Han er også sigtet i sagen, men mistænkt for groft hæleri.
Jimmy Hayat blev anholdt 30. oktober i Johannesburg Lufthavn, da han forsøgte at rejse ud af Sydafrika. Han har siden nægtet sig skyldig.
Men i de dokumenter, som TV2 har fået adgang til, erkender Britta Nielsen overfor de sydafrikanske myndigheder, at hun havde sin søns kuffert i lejligheden, da hun blev anholdt.
- To kufferter blev beslaglagt af sydafrikansk politi. Den ene tilhørte mig, den anden tilhørte Jimmy, lyder det fra hende i dokumenterne.
Solgte bil til 150.000 kroner
Det skyldes ifølge hende selv, at hun havde taget kufferten med fra en bil, hun og Jimmy Hayat havde besluttet at sælge.
Kort før salget måtte Jimmy Hayat dog forlade landet på grund af visa-problemer, fremgår det af Britta Nielsens forklaring.
- Hans bil blev kørt hen til mig, og jeg gav bilen og nøglerne til en kontakt, så han kunne sælge den, lyder det i Britta Nielsens erklæring.
Bilen, som er en Land Rover, blev solgt for 150.000 kroner. Penge som i dag er blevet beslaglagt af myndighederne.
- I min optik er det her en person på flugt
Med de nye detaljer om Britta Nielsens tid i Sydafrika er tidligere politiinspektør og chef for Politiets Rejsehold, Bent Isager, ikke i tvivl om, at hun var på flugt.
- Det er ikke en person, der er på vej til at række fingeren op og sige: "Jeg vil gerne tilstå og udleveres", siger han.
- Jeg vil godt turde vove det ene øje og sige, at i min optik er det her en person på flugt. Men det er jo alt sammen noget, som retssagen må vise, siger han.
Flugt kan være et dårligt signal
Men det kan være en fordel for Britta Nielsen at fremstå samarbejdsvillig og ikke som en, der flygter fra myndighederne, forklarer Isager.
- Det kan jo måske - i den bedste verden - betyde i retten, at man bliver set på med mildere øjne, end en bagmandskvinde, der har gjort alt, hvad man kan, for at undgå pågribelse, siger han.
Sikkerhedschefen fra Sydafrika, Richard, fik dog ikke indtrykket af, at Britta Nielsen var på vej til at melde sig selv til myndighederne.
- Når man panikker på den måde, hun gjorde, så er det jo et tegn på, at noget er galt, mener han.
Britta Nielsen blev sammen med sin søn udleveret til Danmark fra Sydafrika 9. november 2018. Begge har siddet varetægtsfængslet, siden de blev fremstillet i grundlovsforhør 10. november.
Det er uvist, hvornår en kommende retssag finder sted.
TV 2 har forsøgt at spørge Britta Nielsens advokat, Nima Nabipour, om han fastholder, at hun ikke var på flugt. Hans svar var, at han ikke havde nogen kommentarer.