Krimi

Mand fundet i udbrændt hus udsat for grov vold inden sin død

Politiet efterlyser vidner, der måtte have set noget mistænkeligt i området.

Den 65-årige mand, der torsdag blev fundet død i sit hus nær Grevinge, var blevet udsat for grov vold inden sin død.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der har fået manden obduceret.

Politiet efterforsker sagen som et drab:

- Der er meget, der tyder på, at han var død, inden branden brød ud, fortæller vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard og uddyber, at de skader, der er fundet på manden, ikke stemmer overens med de skader, man vil få under en brand.

Han oplyser desuden, at han ikke kan udtale sig om de konkrete skader, ligesom han også afviser at fortælle, hvorvidt der er nogen mistænkte i sagen, og om afdøde er tidligere kendt af politiet.

Muligvis påsat

Politiet vil for nuværende ikke udelukke, at branden er blevet påsat, og derfor arbejder brandteknikere fredag fortsat på at undersøge dette.

Anmeldelsen om branden på Færgevej ved Grevinge i Odsherred modtog politiet klokken 07.14 torsdag, hvorefter både politi og brandvæsen hastede til stedet. 

I første omgang var der intet, der tydede på, at der skulle være nogen personer inde i huset, men røgdykkere fandt senere husets beboer død i den udbrændte beboelse.

Efterlyser vidner

Som led i efterforskningen efterlyser politiet vidner, der måtte have bemærket noget mistænkeligt i området omkring Færgevej og på vejstrækningen Nykøbingvej imellem Holbæk og Vig i tidsrummet fra onsdag formiddag ved titiden til torsdag morgen, hvor branden brød ud. 

- Det kan være personer, køretøjer eller noget, som afviger fra det normale i området. Skulle nogen sidde inde med en konkret mistanke eller i øvrigt have oplysninger i sagen, vil vi meget gerne tale med dem, udtaler vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard, der er leder af efterforskningen.

Han uddyber, at afdøde senest er set fysisk i live onsdag formiddag, og det er med udgangspunkt i dette fikspunkt, politiet har valgt at søge vidner fra så bredt et tidsrum. 

Indtil videre har politiet fredag ved middagstid modtaget nogle få henvendelser, men vicepolitiinspektøren understreger, at politiet fortsat meget gerne vil høre fra de lokale i området.