Krimi

Bilsælger dømt for bedrageri - snød sig til Tesla og byttede den til en Audi RS7

Arkivfoto.

Bilsælgeren brugte falske lønsedler, årsopgørelser og kørekort, da han gik på bilindkøb.

En 28-årig mand fra Holstebro er ved retten i Sønderborg blevet idømt et års fængsel for særlig groft bedrageri og dokumentfalsk.

Det skriver Dagbladet Hostebro Struer.

Manden er dømt for tilbage i 2015 at have købt en Tesla S 85D hos Beka Auto A/S i Sønderborg på baggrund af forfalskede lønsedler, årsopgørelser og kørekort.

I forbindelse med handelen skulle manden afdrage omkring 10.000 kroner om måneden for købet på 850.000 kroner. 

Penge, han aldrig betalte.

Byttet til Audi RS7

I mellemtiden blev Teslaen kørt til Sydtyskland, hvor den blev byttet med en Audi RS7. 

- Det har hele tiden været min plan at betale. Jeg har ikke villet snyde nogen, forklarede manden i retten.

Han fortalte desuden, at han skyldte penge i forbindelse med opstart af et firma.

- Jeg følte mig presset til at gøre det her for at skaffe nogle penge, sagde manden, som dog ikke retten ville forklare, hvem han skyldte penge til.

I 2015 da bedrageriet fandt sted, havde den 28-årige et firma i Silkeborg, hvor han solgte biler. I dag bor han i Holstebro, hvor han er salgschef hos en bilforhandler.

Manden skal afsone tre måneder i fængsel, mens de resterende måneder er gjort betinget, fordi sagen er fra 2015.