Krimi

Lærer, der ville beskytte elev, idømt 30 dages fængsel

Retten i Sønderborg har dømt den 32-årige lærer til 30 dages fængsel.

Et forsøg på at bryde ind i en konflikt mellem to elever har udløst en dom for vold.

En 32-årig mandlig lærer fra Toftlund i Sønderjylland er blevet idømt 30 dages betinget fængsel og 40 timers samfundstjeneste, efter retten i Sønderborg har vurderet, at han handlede voldeligt over for en 14-årig dreng. 

Det skriver Jydske Vestkysten

Episoden udspillede sig i maj sidste år, da den 32-årige daværende vikar på Agerskov Skole overværede et slagsmål mellem to elever i forbindelse med et skoletræf på Toftlund Distriktskole. 

Et knæ i ryggen

I en rundboldkamp fik den 14-årige dreng en bold i hovedet, som formentlig blev sendt afsted af en mindre elev fra tredje klasse. Det provokerede den 14-årige, som i retten erkendte, at han gik på den mindre dreng og sparkede ud efter ham.

Da læreren så optrinnet, brød han ind.

Ifølge den 14-åriges forklaring vred den 32-årige armen om på ham, hvorefter læreren satte sig med sit knæ i ryggen på teenageren. Men det afviste læreren. 

- Jeg vejer over 120 kilo og har ikke brug for at sætte et knæ i ryggen på ham, sagde den dømte, som også forklarede, at han var vidende om, at der tidligere var blevet lavet en risikoprofil på den 14-årige efter voldsepisoder på en anden skole. 

En lærer indberettede sagen

En lærer fra Toftlund Distriktskole fortalte i retten, at hun havde set episoden på afstand.

- Det var en overreaktion, og det så voldsomt ud. Normalt plejer vi ikke at tage fat i eleverne, forklarede læreren, der gik til ledelsen.

Den 32-årige lærer ankede sagen til Vestre Landsret.