Krimi

Faster havde mistanke om svigerindes Münchausen - underrettede allerede i 2014

Allerede i august 2014 fik Ringkøbing Skjern Kommune indberetning om mistanke til tiltalt kvinde, siger vidne. Det afviser kommunen.

Den 36-årige tiltalte kvinde har i dag håret sat op. Hendes pårørende, venner og familie, er igen mødt op i retten i Herning.

Kvinden er knap så påvirket, som da hun i går for første gang stod foran dommere og nævninge. Der rystede hun og græd. Nu taler hun stille og smiler og gestikulerer.

Mandag så retten dokumenteret på et overvågningskamera, som politiet havde sat hemmeligt op i soveværelset hos den tiltalte, den lille dreng ligge på en seng med et kateter opereret ind i brystet. Han vippede med fødderne og kiggede på en iPad, mens hans mor gennem ti minutter tappede blod fra kateteret.

25. september 2017 om morgenen mellem klokken 7.37 og 7.47 tappede hun med rolig og stille hånd blod i syv 20-milliliters sprøjter.

De to politiassistenter, som foretog anholdelsen 25. september 2017 klokken 7.50, vidner tirsdag i retten.

Så moren tappe blod

De sad i en nabolejlighed og overværede moren tappe sin søn for blod på en skærm. Da hun var færdig, låste de sig ind i lejligheden og mødte hende på vej ned af trappen.

- Jeg siger, det er politiet, og det er slut nu. Hun har blodet i den ene hånd i en pose, og jeg siger til hende, den tager jeg. Hun kigger mig i øjnene, og så skriger hun meget voldsomt. Jeg kan huske, hun siger: "Mit barn, mit barn, mit barn", siger politiassistenten og fortsætter:

- Sagsbehandleren løber op til knægten. Kvinden skriger meget højt, og jeg beder hende om at falde til ro og tænke på sin dreng ovenpå, og der falder hun til ro. Så får hun læst sigtelsen højt. I mine øjne er det tydeligt, at hun godt ved, hvorfor vi er der. Da hun er faldet til ro, siger hun noget i retning af: ”Jeg ved ikke engang hvorfor”.

Moren erkender sig delvist skyldig. Hun mener, at hun lider af sygdommen Münchausen by proxy, der også bliver kaldet medicinsk børnemishandling. En sygdom, hvor primært kvinder skaber symptomer eller sygdom hos deres børn for at få opmærksomhed.

Han skulle se syg ud

Fasteren til drengen vidner også i retten og fortæller om hendes bekymring, da drengen blev født.

- Jeg så med på sidelinjen, fordi jeg selv har haft en datter, der var syg og handicappet og desværre døde i 2006. Så jeg fulgte meget med, fordi jeg havde en nevø, der var syg. Hans storesøster var også syg ved fødslen, forklarede fasteren.

- Jeg fulgte min svigerinde på Facebook, og der var lange og detaljerede beskrivelser. Lige så snart han var inde til noget, og der skete noget, der var voldsomt, så kom der et billede af min nevø nærmest med det samme. Jeg tænkte, det var en underlig situation, når man nærmest står i en krisesituation, at så tager man et billede.

Indberetning om Münchausen i 2014

Kort før hendes svigerinde blev anholdt var både hun og faren til halvmaraton i København. Nevøen var på besøg hos fasteren, der bor i hovedstadsområdet.

- Han havde det fint, han ville gerne indgå i leg og fungerede fint med mine børn. Han blev hurtigere forpustet, men ville gerne være med. Senere så jeg et billede af ham på Facebook, hvor der var børn med til løbet med særlige sygdomme. Og han sad i en kørestol, og jeg tænkte, at han kun sad i den kørestol, fordi han skulle se syg og dårlig ud, siger fasteren og fortsætter:

I 2014 reagerede hun på den mistanke, der var begyndt at vokse frem hos hende.

- Vi var bekymrede for, at de børn ikke fik nok at spise eller det korrekte at spise. De fik at vide, at de ikke skulle spise for meget, for så blev de dårlige. Når der kom sukker på bordet, måtte de gerne. I underretningen skrev vi konkret, vi var direkte bekymrede for, at hun led af Münchausen by proxy, og at hun skadede sine børn. Det er svært at lave en underretning på nogen, der trods alt er i ens familie. Vi ville gøre noget for at redde de børn.

Da hendes tidligere svigerinde blev anholdt, var reaktionen:

- Jeg var ikke chokeret, jeg tænkte, nu skete det endelig. De bekymringer og anelser, jeg har haft igennem mange tanker, var rigtige, forklarede fasteren.

Ringkøbing-Skjern Kommune afviser, at den i 2014 blev kontaktet af familie til den nu tiltalte kvinde.

- Hvis vi havde modtaget sådan en telefonopringning, så ville der ligge et notat. Det ville være højest usædvanligt, hvis det ikke skete, siger børne- og familiechef i kommunen Claus Friis Lange til Ritzau.

Fasteren fastholder dog over for TV 2, at hun og manden lavede en underretning. 

Eksmand vidner mod tiltalt kvinde

Den tiltalte kvindes eksmand, som i dag har deres tre fælles børn, kommer ind i retten. Tiltalte kigger kort på ham. Hendes familie kigger ned i gulvet. Han svarer kort, da anklageren gennemgår sagen og bliver bedt om at rykke munden tættere på mikrofonen.

- Den første tid med vores søn har han problemer med at holde maden i sig. Han gylper meget og kaster op og bliver svagere og tyndere. Han bliver indlagt i Herning, hvor de prøver at hjælpe med flaske og sonde. Han får foretaget rigtig mange blodprøver i starten. Vi er på Rigshospitalet, og det ender med, at han får et centralt venekateter, CVK, for at få kunstig næring i januar 2012, forklarer faren.  

Den 36-årig kvinde er tiltalt for at have tappet blod fra sin søn, fra han var 11 måneder til seks år. Altså en periode på fem år. Kvinden har erkendt, at hun har åreladet ham, men kun over en periode på to til tre år. Derfor borer anklageren i sønnens sygdomsforløb, og hvornår han bliver syg.

- Han begynder at tage på. Han får ernæring gennem kateteret om natten. Han får stillet en diagnose med en tarmsygdom på et eller andet tidspunkt. Den får han behandling for, så får han en ny sygdom med blodet med lav blodprocent.

Faren forklarer, at sønnen i begyndelsen dagligt fik ernæring gennem kateteret. Men senere valgte hans ekskone at give sønnen halvdelen af den ernæring, han egentlig skulle have gennem kateteret.

- Jeg blandede mig ikke så meget i hans behov. Jeg gav min ekskone ansvaret for at sørge for, at han havde det godt, og så sørgede jeg for økonomien. Vi var bange for, at lægerne ville fjerne CVK´en, hvis de fandt ud af, at vi ikke gav ham ernæring gennem den mere - eller min ekskone var. Hun sagde, at det ville være synd for ham at få den fjernet, når han skulle have så mange blodprøver. For så skulle han jo stikkes, forklarer faren.

Sønnen har det godt i dag

Parret blev skilt i 2016, og børnene boede primært hos deres mor. Halvandet år efter de flyttede fra hinanden, fik faren at vide af en betjent, at han skulle være klar til at hente sin søn, da hans ekskone ventedes at blive anholdt.

- Jeg tænkte, det kan ikke passe. Det lyder for uvirkeligt, at det skal ske for os.

Kort efter anholdelsen af moren fik sønnen det bedre. Han fik i perioden efter anholdelsen ingen ekstra ernæring og fik opereret kateteret ud af kroppen.

- Den første tid får han lov til at bevise, at han selv kan producere blod, og så stiger blodprocenten lige så stille og roligt. Den bliver hurtigt normal. Han blomstrer op og bliver mere og mere som en dreng med farve i huden og kan klare hele dagen uden tegn på træthed.

I dag er sønnen syv et halvt år.

- Han har det godt. Han er kommet bagud på sin fysik. Løb, gang og cykling er han langt bagud med. Men sprogligt og fagligt svarer han til sin alder. På alle mulige måder er han rask og sund. Alle undersøgelser på sygehuset er stoppet, forklarer faren.

Senere skal politiets afhøring af sønnen dokumenteres i retten på video. Men i den forbindelse er dørene blevet lukket af hensyn til ofrets ve og vel og alder.

Se meget mere i mini-dokumentaren om sagen på TV 2 PLAY.